Til Københavns Fondsbørs Fondsbørsmeddelelse nr. 14 • 2007 21. august 2007 Delårsrapport 6 måneder (Q2) 2007 (urevideret) Økonomiske resultater 6 måneder 2007 (Sammenligningstal for samme periode sidste år er anført i parentes) - Nettoomsætningen steg til 823 mio. DKK (731) - Salget af allergivacciner steg organisk med 19 % - Som forventet blev salget af GRAZAX® 19 mio. DKK - Det primære driftsresultat (EBIT) blev 205 mio. DKK (26) og inkluderer en up front-betaling fra selskabets amerikanske samarbejdspartner Schering-Plough på 199 mio. DKK - Resultat før skat (EBT) blev 213 mio. DKK (37) - Periodens resultat, der blev 166 mio. DKK, er påvirket af en ekstraordinær indtægt på 37 mio. DKK Forretningsmæssige hovedbegivenheder Lanceringen af ALK-Abellós tabletbaserede allergivaccine mod græspollenallergi, GRAZAX®, forløber fortsat planmæssigt. Myndighederne i Holland og Østrig har besluttet at yde fuldt offentligt tilskud til behandling med GRAZAX® og slutter sig dermed til kredsen af lande, omfattende Sverige, Tyskland og Storbritannien, der har taget positiv stilling til tilskudsspørgsmålet. Myndighederne i Schweiz har desuden givet tilladelse til markeds-føring af GRAZAX®, som dermed er godkendt i 28 europæiske lande. ALK-Abelló har indgået aftale med Catalent Pharma Solutions (en tidligere division af Cardinal Health) om en betydelig udvidelse af tabletproduktionen i Storbritannien. Forventninger til regnskabsåret 2007 For regnskabsåret 2007 forventer ALK-Abelló fortsat en nettoomsætning inklusive salg af GRAZAX® på 1.650-1.700 mio. DKK (1.519). Den organiske vækst i salget af allergivacciner forventes fortsat at blive 15-19 %. Det primære driftsresultat vil være påvirket af betydelige omkostninger til salg og markedsføring af GRAZAX® og af omkostninger til opstarten af selskabets to partnerskabsaftaler. Primært driftsresultat (EBIT) forventes fortsat at udgøre 200-220 mio. DKK og inkluderer en indtægt fra Schering-Plough på 199 mio. DKK. Resultat før skat (EBT) forventes fortsat at udgøre 230-250 mio. DKK. Som følge af en nedsættelse af selskabsskatten i Danmark og dermed reduktion af selskabets skatteaktiver med 11 mio. DKK forventes resultat efter skat nu at udgøre 120-140 mio. DKK mod tidligere 130-150 mio. DKK. Dertil kommer en ekstraordinær indtægt på 37 mio. DKK, således at årets samlede resultat forventes at blive 157-177 mio. DKK. Kontaktperson: Adm. direktør Jens Bager, telefon 4574 7445. ALK-Abelló afholder i dag kl. 15.30 (CET) en telefonkonference for analytikere og investorer, hvor adm. direktør Jens Bager gennemgår resultaterne. Danske deltagere skal senest kl. 15.25 (CET) ringe på telefon 7026 5040, mens internationale deltagere skal ringe på +44 208 817 9301 inden kl. 15.25 (CET). Telefonkonferencen kan også følges live på hjemmesiden www.alk-abello.com, hvor den tilhørende præsentation vil være tilgængelig kort før start.