Resume: ALK modtager 30 mio. EUR (ca. 225 mio. DKK) ved indgåelse af licensaftalen og op til 30 mio. EUR (ca. 225 mio. DKK) i milepælsbetalinger for produktudvikling og -registrering. ALK vil også modtage royalty- og milepælsbetalinger for salget i Japan. København, 2011-01-28 07:01 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- ALK og Torii Pharmaceutical Co., Ltd. ('Torii') (TSE: 4551) meddeler i dag, at de har indgået en eksklusiv licensaftale om udvikling og kommercialisering af ALKs immunterapiprodukter til husstøvmideallergi i Japan. Efter USA er Japan verdens næststørste marked for allergimedicin. Aftalen giver Torii eksklusive licensrettigheder til udvikling, markedsføring og distribution af MITIZAX® - ALKs tabletbaserede immunterapiprodukt mod husstøvmideallergi. Aftalen omfatter også et injektionsbaseret immunterapiprodukt, Alutard®, og diagnostiske produkter til husstøvmideallergi. Derudover omfatter aftalen et forsknings- og udviklingssamarbejde om udvikling af tabletbaseret immunterapi mod japansk cedertræsallergi. I henhold til aftalen modtager ALK en upfront-betaling på 30 mio. EUR (ca. 225 mio. DKK) og op til 30 mio. EUR (ca. 225 mio. DKK) som milepælsbetalinger for produktudvikling og -registrering. ALK vil også få royalty- og milepælsbetalinger for nettosalget af produkterne. Torii vil afholde alle omkostninger til klinisk udvikling, registrering, markedsføring og salg af produkterne, mens ALK vil være ansvarlig for produk­tion og levering af produkterne. 20-30 % af den japanske befolkning på 127 millioner mennesker lider af husstøvmideallergi eller japansk cedertræsallergi. Husstøvmideallergi anses for at være en væsentlig årsag til astma. Da mange af patienternes symptomer ikke er velkontrollerede med den aktuelle behandling, er der et betydeligt uopfyldt medicinsk behov for bedre allergibehandling. Adm. direktør for ALK, Jens Bager, udtaler: “Aftalen med Torii er et stort skridt i vores bestræbelser på at lancere moderne, effektive allergivacciner på globalt plan. Vi anser Torii for at være den bedst tænkelige partner for ALK på det japanske marked, og vi forventer, at vores samarbejde vil accelerere introduktionen af MITIZAX® og andre produkter i Japan.” Adm. direktør for Torii, Norihiko Matsuo, udtaler: “I over 40 år har Torii markedsført produkter til diagnosticering og behandling af allergi. Derudover gennemfører Torii i øjeblikket et klinisk fase III forsøg med et dråbebaseret immunterapiprodukt til japansk cedertræsallergi. Vi deler ALKs entusiasme for behandling af allergi ved at fremkalde et beskyttende immunrespons. Vi er derfor meget glade for denne mulighed for at øge vores bidrag til behandlingen af allergi, så den også kommer til at omfatte husstøvmideallergi.” Samarbejdet med Torii er en del af ALKs strategi om at øge sin geografiske tilstedeværelse gennem partnerskaber, opkøb og introduktion af nye innovative produkter. Aftalen har en positiv regnskabsmæssig effekt for ALK. I overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder IFRS forventes upfront-betalingen indtægtsført over en periode på 1-3 år i takt med, at udviklingsarbejdet skrider frem. ALK forventer at indtægtsføre hovedparten i 2011. ALK-Abelló A/S Jens Bager Adm. direktør Kontaktperson: Jens Bager, adm. direktør, tlf. +45 4574 7576 Om Torii Pharmaceutical Co., Ltd. Torii Pharmaceutical Co., Ltd., som blev grundlagt i 1921, fremstiller og distribuerer farmaceutiske produkter. Torii er et børsnoteret selskab med hovedsæde i Tokyo (TSE:4551). Selskabet har ca. 500 salgsrepræsentanter, som arbejder ud fra 14 filialkontorer i hele Japan. Torii markedsfører lægemidler inden for en række terapeutiske prioritetsområder: nyresygdomme og hæmodialyse, akutte sygdomme, HIV, hudsygdomme (f.eks. atopisk dermatit), gigt og allergi. Torii har i mere end 40 år været den eneste virksomhed i Japan, som fremstiller og sælger allergenspecifikke lægemidler. Toriis hovedaktionær er Japan Tobacco. Læs mere på www.torii.co.jp. Om ALK ALK, som blev grundlagt i 1923, er en global, forskningsbaseret farmaceutisk virksomhed, der fokuserer på behandling, forebyggelse og diagnosticering af allergi. ALK er verdens førende virksomhed inden for allergivaccination (allergiimmunterapi). Virksomheden har 1.700 medarbejdere og datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører over hele verden. ALK indgår endvidere i et strategisk partnerskab med Merck vedrørende tabletbaseret allergivaccination i Nordamerika. Selskabet har hovedkvarter i Hørsholm og er børsnoteret på NASDAQ OMX Copenhagen A/S. Læs mere på www.alk-abello.com. Om MITIZAX®, tablet til allergivaccination (immunterapi) mod husstøvmideallergi Allergivaccination (immunterapi) er en unik behandlingsform af selve årsagen til allergi. Behandlingen fremkalder et beskyttende immunrespons, der giver en vedvarende reduktion af allergisymptomerne og samtidig reducerer risikoen for at udvikle astma. Husstøvmideallergi er den mest almindelige indendørsallergi i verden og rammer ca. 90 millioner mennesker i Europa, Nordamerika og Japan. Husstøvmideallergi er også en vigtig årsag til allergisk astma. ALK er ved at udvikle en tablet til allergivaccination mod husstøvmideallergi. Det kliniske udviklingsprogram er i fase III og har allerede vist lovende resultater: Et nyt klinisk studie har opnået de primære mål og vist signifikant reduktion i brugen af astmamedicin. Studiet har endvidere vist, at tabletten er patientvenlig, veltolereret og har en god bivirkningsprofil. Den nye tablet, MITIZAX®, er en del i ALKs tabletprogram, der i 2007 resulterede i lanceringen af verdens første tabletbaserede allergivaccine, GRAZAX® mod græspollenallergi. Tabletprogrammet omfatter også tabletter mod ragweed- og træpollenallergi. For yderligere oplysninger kontakt venligst: Investor Relations: Flemming Pedersen, tlf. 45 74 75 11, mobil 21 48 01 18 Presse: Martin Barlebo, tlf. 45 74 79 01, mobil 20 64 11 43