ALK lancerer nu Jext® - en ny adrenalinautoinjektor til akut behandling af alvorlige, akutte allergiske reaktioner - på de vigtigste europæiske markeder. Jext® har 33 % længere holdbarhed end den nuværende standardbehandling og er derfor mere omkostningseffektiv. Pennen er udviklet af ALK, som også har de globale produktrettigheder København, 2011-09-06 10:22 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- I dag lancerer ALK en ny og forbedret adrenalinautoinjektor - Jext®, som er udviklet til akut behandling af alvorlige, akutte allergiske reaktioner (anafylaksi) hos børn og voksne forårsaget af eksempelvis fødevarer eller bistik. Anafylaksi kan være livstruende og skal behandles hurtigt og effektivt. Derfor skal patienterne altid have deres adrenalinautoinjektor på sig. Jext® er holdbar i 24 måneder, hvilket er 33 % længere end den nuværende standardbehandling. Desuden er det den eneste adrenalinpen, der kan opbevares ved temperaturer over 25°C og stadig være effektiv. Endelig er Jext® den eneste adrenalinpen i Europa med en kanylehætte, så kanylen automatisk beskyttes efter brug. Disse forbedringer gør det mere trygt for patienter og sundhedspersonale at bære rundt på og benytte adrenalinpennen. ”Jext® er udviklet til at opfylde et stort behov hos patienter med anafylaksi og sundhedspersonalet. ALK arbejder målrettet på at udvikle patientvenlige behandlinger, der forbedrer livskvaliteten for allergikere,” siger adm. direktør Jens Bager. Indtil for nylig har ALK distribueret en indlicenseret adrenalinpen. Med lanceringen af Jext® forventer ALK at forbedre selskabets bruttomargin og inden for få år at øge indtjeningen fra forretningsområdet væsentligt. Denne meddelelse ændrer ikke ved ALKs forventninger til regnskabsåret 2011. ALK-Abelló A/S Jens Bager Adm. direktør Kontaktperson: Jens Bager, adm. direktør, tlf. 4574 7576 Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525 Presse: Martin Barlebo, tlf. 4574 7901, mobil 2064 1143 Om anafylaksi Anafylaksi er en voldsom, akut allergisk reaktion, som i første omgang skal behandles med adrenalin. Patienter, der har risiko for at udvikle anafylaksi, anbefales at bære en adrenalinautoinjektor, som skal tages i brug øjeblikkeligt ved symptomer på anafylaksi. Det vurderes, at der i Europa og USA er op til fire millioner mennesker, som bærer en adrenalinautoinjektor. Det globale salg af adrenalinautoinjektorer anslås at udgøre over 165 mio EUR. Da anafylaksi skal behandles hurtigt og effektivt, er det vigtigt, at adrenalininjektorerne er pålidelige, nemme at bruge og fungerer korrekt under alle omstændigheder. Læs mere på www.life-saver.org. Om Jext® Jext® er en ny adrenalinautoinjektor (AAI), der er indikeret til akut behandling af alvorlige, akutte allergiske reaktioner (anafylaksi) på insektstik eller bid, fødevarer, lægemidler eller andre allergener samt idiopatisk anafylaksi eller anafylaksi udløst af kraftig fysisk anstrengelse. Jext® kan anvendes pålideligt, nemt og korrekt til akut behandling af anafylaksi. Jext® har 33 % længere holdbarhed end den nuværende standardbehandling. Jext® fås på de fleste vigtige europæiske markeder fra den 6. september 2011. Om ALK ALK er en global, forskningsbaseret medicinalvirksomhed, der fokuserer på forebyggelse, diagnosticering og behandling af allergi. ALK er verdens førende virksomhed inden for allergivaccination (immunterapi) - en unik behandling af selve årsagen til allergi. Virksomheden har ca. 1.700 medarbejdere og datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører over hele verden. ALK har indgået partnerskabsaftaler med Merck og Torii Pharmaceutical Co. Ltd. om kommercialisering af tabletbaseret allergivaccination i henholdsvis Nordamerika og Japan. Selskabet har hovedkvarter i Hørsholm og er børsnoteret på NASDAQ OMX Copenhagen A/S. Læs mere på www.alk-abello.com.