København, 2014-03-04 23:30 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- ALK (ALKB:DC / OMX: ALK B / AKABY / AKBLF): ALKs samarbejdspartner i Nord­amerika, Merck (NYSE: MRK), kendt som MSD uden for USA og Canada, præsenterer nye data fra et klinisk fase IIb-studie med tabletvaccinen mod husstøvmideallergi på årsmødet i American Academy of Allergy, Asthma & Immunology (AAAAI) i San Diego, USA. Resultaterne fra studiet viste, at begge doser af den aktive behandling reducerede den gennemsnitlige totale score for næsesymptomer signifikant sammenlignet med placebo i voksne med allergisk rhinitis forårsaget af husstøvmider. Merck har offentliggjort en presse­meddelelse om resultaterne fra det kliniske studie. Pressemeddelelsen findes i sin fulde længde på de efterfølgende sider. Meddelelsen kan også findes på www.merck.com. Husstøvmideallergi er den mest udbredte allergiske luftvejslidelse i verden. Det globale udviklingsprogram for tabletten mod luftvejslidelser forårsaget af husstøvmider dækker tre vigtige markeder: I Europa har ALK offentliggjort positive resultater fra to pivotale fase II/III-studier og planlægger indsendelse af en registreringsansøgning om godkendelse i 2014. I Japan forventes Torii at offentliggøre resultater fra to pivotale fase II/III-studier i 2014. I Nordamerika forventer Merck at fortsætte det kliniske udviklingsprogram og igangsætte et fase III studie i 2014. Denne meddelelse ændrer ikke ALKs forventninger til regnskabsåret 2014. ALK-Abelló A/S For yderligere oplysninger kontakt venligst: Jens Bager, adm. direktør, tlf. 4574 7576 Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525 Presse: Martin Barlebo, tlf. 4574 7901, mobil 2064 1143 Om ALK ALK er en global, forskningsbaseret medicinalvirksomhed, der fokuserer på forebyggelse, diagnosticering og behandling af allergi. ALK er verdens førende virksomhed inden for allergivaccination (immunterapi) – en unik behandling af selve årsagen til allergi. Virksom­heden har ca. 1.800 medarbejdere og datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører over hele verden. ALK har indgået partnerskabsaftaler med Merck og Torii om kommercialisering af sublinguale tabletbaserede allergivacciner i henholdsvis Nordamerika og Japan. Selskabet har hovedkvarter i Hørsholm og er børsnoteret på NASDAQ OMX Copenhagen A/S. Læs mere på www.alk.net. Om samarbejdet med Merck i Nordamerika ALK har indgået et strategisk partnerskab med Merck om at udvikle, registrere og kommerciali­sere en portefølje af sublinguale tabletbaserede allergivacciner mod græs-, ragweed- og husstøvmideallergi i USA, Canada og Mexico. I henhold til aftalen er ALK berettiget til at mod­tage op til DKK 1,6 mia. (USD 290 mio.) i milepælsbetalinger fra Merck, hvoraf ca. DKK 300 mio. allerede er indtægtsført i årene 2007-13. ALK vil derudover modtage royaltybetalinger fra nettosalget af produkterne på det nordamerikanske marked samt betalinger for produkt­leverancer. Merck afholder alle omkostninger til klinisk udvikling, registrering, markedsføring og salg af produk­terne på det nordamerikanske marked. ALK er ansvarlig for produktion og levering af tabletterne.