København, 2014-03-10 08:00 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- ALK (ALKB:DC / OMX: ALK B / AKABY / AKBLF) meddelte i dag, at ALKs partner i Japan, Torii Pharmaceutical Co., Ltd. (TSE: 4551), har rapporteret positive resultater fra et fase II/III studie med ALKs SLIT-tablet mod allergisk rhinitis (høfeber) forårsaget af husstøvmider. Studiet nåede sit primære effektmål ved at vise en signifikant lavere ’total kombineret rhinitis-score’ (TCRS) sammenlignet med patienter, der modtog placebo. Studiet viste samtidig, at behandlingen er veltolereret og har en god sikkerhedsprofil. ALKs adm. direktør Jens Bager siger: “Resultaterne er endnu en milepæl på vejen mod globaliseringen af ALKs SLIT-tabletter. Vores samarbejde med Torii fortsætter sin hurtige udvikling, og vi har nu taget endnu et vigtigt skridt mod en lancering af disse produkter på verdens næststørste farmaceutiske marked.” Husstøvmider er den mest almindelige årsag til allergi i verden. Husstøvmideallergi skønnes at påvirke ca. 90 mio. mennesker i Europa, Nordamerika og Japan samt mere end 100 mio. mennesker i Kina. Allergien udvikler sig tidligt i livet, den er der hele året, og patienterne har øget risiko for at udvikle astma og andre allergier. Torii igangsatte studiet i 2012 som et randomiseret, multicenter, placebokontrolleret, dobbeltblindet studie, der havde til formål at undersøge såvel sikkerhed som effekt af tabletten i patienter med allergisk rhinitis forårsaget af husstøvmider. Et parallelt studie, der har til formål at undersøge sikkerheden og effekten af tabletten i patienter med allergisk astma forårsaget af husstøvmider, blev ligeledes igangsat i 2012. Resultaterne fra dette studie forventes i løbet af de kommende måneder. I alt har ca. 1.800 patienter deltaget i de to studier, og resultaterne herfra vil være afgørende for, om Torii vil indsende en registreringsansøgning i Japan. ALK-Abelló A/S For yderligere oplysninger kontakt venligst: Jens Bager, adm. direktør, tlf. 4574 7576 Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525 Presse: Martin Barlebo, tlf. 4574 7901, mobil 2064 1143 Om ALK ALK er en global, forskningsbaseret medicinalvirksomhed, der fokuserer på forebyggelse, diagnosticering og behandling af allergi. ALK er verdens førende virksomhed inden for allergivaccination (immunterapi) – en unik behandling af selve årsagen til allergi. Virksom­heden har ca. 1.800 medarbejdere og datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører over hele verden. ALK har indgået partnerskabsaftaler med Merck og Torii om kommercialisering af sublinguale tabletbaserede allergivacciner (SLIT-tabletter) i henholdsvis Nordamerika og Japan. Selskabet har hovedkvarter i Hørsholm og er børsnoteret på NASDAQ OMX Copenhagen A/S. Læs mere på www.alk.net. Om Torii Pharmaceutical Co., Ltd. Torii Pharmaceutical Co., Ltd., (Torii) som blev grundlagt i 1921, fremstiller og distribuerer farmaceutiske produkter. Torii er et børsnoteret selskab med hovedsæde i Tokyo (TSE:4551). Selskabet har ca. 500 salgsrepræsentanter, som arbejder ud fra 14 filialkontorer i hele Japan. Torii markedsfører lægemidler inden for en række terapeutiske prioritetsområder: nyresyg­domme og hæmodialyse, akutte sygdomme, hiv, hudsygdomme (f.eks. atopisk dermatit), gigt og allergi. Torii har i mere end 40 år været den eneste virksomhed i Japan, som fremstiller og sælger allergenspecifikke lægemidler. Toriis hovedaktionær er Japan Tobacco. Læs mere på www.torii.co.jp. Om samarbejdet med Torii I januar 2011 indgik ALK og Torii en eksklusiv licensaftale om udvikling, registrering og kom­mercialisering af ALKs immunterapiprodukter mod allergisk rhinitis og astma forårsaget af hus­støvmider i Japan, som er verdens næststørste marked for allergimedicin efter USA. Aftalen gav Torii eksklusive licensrettigheder til udvikling, markedsføring og distribution af ALKs SLIT-tablet mod husstøvmideallergi. Aftalen omfatter også en injektionsbaseret vaccine og diagnostiske produkter til husstøvmideallergi. Derudover omfat­ter aftalen et forsknings- og udviklingssamarbejde om udvikling af en SLIT-tablet mod japansk cedertræsallergi.