København, 2016-02-10 08:30 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- ALK (ALKB:DC / OMX: ALK B / AKABY / AKBLF) meddeler i dag, at selskabets partner for Nordamerika, MSD (kendt som Merck (NYSE: MRK) i USA og Canada) har indsendt en registreringsansøgning til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, for tabletvaccinen mod husstøvmideallergi. Ansøgningen til FDA er baseret på resultaterne af et omfattende klinisk udviklings­program med ca. 4.400 patienter i Nordamerika og Europa. Produktet er allerede godkendt i 11 europæiske lande under navnet ACARIZAX® samt i Japan, hvor det markedsføres under navnet MITICURE™ af Torii. Jens Bager, administrerende direktør i ALK siger: "Hvis husstøvmidetabletten bliver godkendt i USA, vil MSD som følge af godkendelserne af GRASTEK® og RAGWITEK® i 2014 have mulighed for at tilbyde en bredere portefølje af tabletvacciner til lægerne og patienterne." Husstøvmider er en af de mest almindelige årsager til allergi i verden og skønnes at påvirke mere end 200 mio. mennesker. Allergien udvikler sig tidligt i livet og er der hele året. Indsendelsen af registreringsansøgningen udløser en mindre, ikke-oplyst milepæls­betaling til ALK. Den ændrer ikke ved ALKs finansielle forventninger til 2016, idet forventningerne er baseret på EBITDA før salgsroyalties og milepælsbetalinger fra partnere. ALK-Abelló A/S For yderligere oplysninger kontakt venligst: Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525 Presse: Jeppe Ilkjær, tlf. 7877 4532, mobil 3050 2014 Om ALK ALK er en global, forskningsbaseret medicinalvirksomhed, der fokuserer på forebyggelse, diagnosticering og behandling af allergi. ALK er en af verdens førende virksomheder inden for allergivaccination (immunterapi) – en behandling af selve årsagen til allergi. Virksom­heden har ca. 1.900 medarbejdere og datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører over hele verden. ALK har indgået partnerskabsaftaler med Merck, Torii, Abbott og Seqirus om kommercialisering af sublinguale tabletbaserede allergivacciner i henholdsvis Nordamerika, Japan, Rusland, Sydøstasien, Australien og New Zealand. Selskabet har hovedkvarter i Hørsholm og er børsnoteret på NASDAQ Copenhagen. Læs mere på www.alk.net. Om samarbejdet med MSD (kendt som Merck i USA og Canada) i Nordamerika ALK har indgået et strategisk partnerskab med MSD om at udvikle, registrere og kommercialisere en portefølje af sublinguale tabletbaserede allergivacciner mod græs-, ragweed- og husstøvmideallergi i USA, Canada og Mexico. I henhold til aftalen er ALK berettiget til at mod­tage op til DKK 1,6 mia. (USD 290 mio.) i milepælsbetalinger fra MSD, hvoraf ca. DKK 400 mio. allerede er indtægtsført i årene 2007-14. ALK vil derudover modtage royaltybetalinger fra nettosalget af produkterne på det nordamerikanske marked samt betalinger for produkt­leverancer. MSD afholder alle omkostninger til klinisk udvikling, registrering, markedsføring og salg af produk­terne på det nordamerikanske marked. ALK er ansvarlig for produktion og levering af tabletterne.