København, 2016-07-26 18:07 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- -- ALK (ALKB:DC / OMX: ALK B / AKABY / AKBLF): Alle rettigheder til GRASTEK®, RAGWITEK® og husstøvmidetabletten i USA, Canada og Mexico overdrages omkostningsfrit til ALK efter en seks måneders overgangsperiode -- De igangværende registreringsprocesser for husstøvmidetabletten fortsætter -- Nordamerika er fortsat en vigtig forretningsmæssig mulighed, og ALK vil nu gennemføre en strategisk analyse, før en revideret strategi fastlægges for dette marked -- Transaktionen har ingen indflydelse på ALKs regnskabsmæssige forventninger til 2016 MSD (kendt som Merck (NYSE: MRK) i USA og Canada) har efter en nylig analyse af deres strategiske prioriteter meddelt ALK, at de ønsker at afslutte partner­skabs­aftalen. Som konsekvens heraf overdrager MSD alle rettigheder til de tabletbaserede allergi­vacciner (SLIT-tabletter) mod græspollen-, ragweed- og husstøvmideallergi i Nordamerika omkostningsfrit til ALK. Nordamerika stadig en vigtig mulighed Steen Riisgaard, bestyrelsesformand og fungerende adm. direktør i ALK siger: “Tidspunk­tet for denne beslutning er uventet. Men vi kan forstå, at MSDs beslutning er truffet på baggrund af en prioritering af ressourcer. Vi er fortsat overbeviste om, at Nord­amerika er en vigtig mulighed for ALKs SLIT-tabletter. Salgsudviklingen i de seneste to år har været dårligere end forventet. Det er vores opfattelse, at succes i Nordamerika sandsynligvis vil følge det samme mønster, som vi har set i Europa, hvor vi nu ser en vedvarende vækst oven på en langsom start." Omsætningen fra SLIT-tabletter i Europa – fra salg af GRAZAX® og lanceringen af ACARIZAX® på de første markeder – steg 97 % til DKK 257 mio. i første halvår 2016. I samme periode udgjorde ALKs indtægt fra SLIT-tabletter i Nordamerika DKK 49 mio., her­under DKK 34 mio. som en engangsbetaling (milepæl), mens det resterende beløb kom fra salgsroyalties, serviceydelser og produktleverancer. Steen Riisgaard fortsætter: “Vores erfaring fra Europa peger på, at to faktorer er afgørende for at opnå succes med SLIT-tabletterne: Den ene er godkendelse af husstøvmidetablet­ten, så tabletporte­føljen dækker de tre vigtigste luftvejsallergier. Den anden er godkendelse af tabletterne i behandling af allergisk astma. Vi vil nu nøje overveje, hvilken ny strategi for Nordamerika, der vil give den bedste langsigtede værdiskabelse for ALK. Vi skal sikre, at vi har det rigtige miks af marketing-kompetencer og fokus, så vi kan overkomme de barrierer, der nu er i markederne." En seks måneders overgangsperiode Efter en overgangsperiode, der forventes at vare seks måneder, vil ALK i begyndelsen af 2017 overtage salgs- og distributionsrettighederne til alle tre produkter i Nordamerika. Derudover vil MSD, ifølge betingelserne i partnerskabsaftalen, færdiggøre et igang­værende klinisk studie og dække alle omkostninger forbundet hermed. Endelig vil de igangværende registreringsprocesser for husstøvmidetabletten fortsætte med en stigende involvering af ALK. ALK er dedikeret til det nordamerikanske marked og vil med ressourcer fra virksomhedens nordamerikanske datterselskab og hovedkvarteret i Danmark sikre en effektiv over­dragelse i tæt samarbejde med MSD. Samtidig vil ALK foretage en strategisk analyse af det nord­amerikanske marked for at bestemme de bedste muligheder for den fremtidige kommercia­lise­ring af SLIT-tabletterne. Mulighederne inkluderer alternative partnerskaber og kommer­cialisering gennem ALKs nordamerikanske datterselskab. Succesfulde registreringer Partnerskabet mellem ALK og MSD, som dækker USA, Canada og Mexico, blev indgået i 2007 og har ført til succesfulde registreringer af GRASTEK® og RAGWITEK® for hhv. græspollen- og ragweedallergi samt indsendelsen af en registreringsansøgning til FDA for hus­støvmidetabletten, kendt som ACARIZAX® i Europa. Status på registrering af ALKs SLIT-tabletter i Nordamerika USA Canada -------------------------------------------------------------------------------- GRASTEK® Lanceret Lanceret -------------------------------------------------------------------------------- RAGWITEK® Lanceret Lanceret -------------------------------------------------------------------------------- Husstøvmideta Registreringsansøgning indsendt Registreringsansøgning blet (februar 2016) indsendt (maj 2016) Mulig godkendelse i 2017 Mulig godkendelse i 2017 -------------------------------------------------------------------------------- ALKs forventninger til regnskabsåret 2016 påvirkes ikke Overdragelsen af rettighederne til ALK påvirker ikke ALKs regnskabs­mæssige forventninger til 2016. ALK offentliggør sin halvårsrapport den 16. august 2016. ALK-Abelló A/S For yderligere oplysninger, kontakt venligst: Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525 Presse: Jeppe Ilkjær, tlf. 7877 4532, mobil 3050 2014 Om samarbejdet med MSD (kendt som Merck i USA og Canada) i Nordamerika) I 2007 indgik ALK et strategisk partnerskab med MSD, (daværende Schering Plough), om at udvikle og kommercialisere en portefølje af sublinguale tabletbaserede allergivacciner (SLIT-tabletter) mod græspollen- (GRASTEK®), ragweed- (RAGWITEK®) og husstøvmideallergi i USA, Canada og Mexico. I henhold til aftalen har ALK modtaget ca. DKK 700 mio. i upfront- og milepælsbetalinger samt øvrige betalinger. ALK var berettiget til at modtage royaltybetalinger fra nettosalget samt betalinger for produkt­leverancer og serviceydelser. MSD har afholdt alle omkostninger til klinisk udvikling, registrering, markedsføring og salg, mens ALK var ansvarlig for produktion og levering. Om ALK ALK er en global, forskningsbaseret medicinalvirksomhed, der fokuserer på forebyggelse, diagnosticering og behandling af allergi. ALK er en af verdens førende virksomheder inden for allergivaccination (immunterapi) – en behandling af selve årsagen til allergi. Virksom­heden har ca. 2.000 medarbejdere og datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører over hele verden. Udover partnerskabet med MSD har ALK indgået partnerskabsaftaler med Torii, Abbott og Seqirus om kommercialisering af sublinguale tabletbaserede allergivacciner i henholdsvis Japan, Rusland og Sydøstasien, Australien og New Zealand. Selskabet har hovedkvarter i Hørsholm og er børsnoteret på NASDAQ Copenhagen. Læs mere på www.alk.net. I Nordamerika fremstiller og sælger ALKs datterselskab primært allergen ekstrakter og produkter til diagnostisering af allergi til allergispecialister i USA og Canada. I 2015 opnåede ALK, Inc. en omsætning på ca. DKK 400 mio. (+12 %), og selskabet har i ni kvartaler i træk haft tocifret vækst. ALK, Inc. har tæt på 200 ansatte i USA og Canada.