København, 2017-09-27 09:00 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- -- CEDARCURE™ er den første tabletvaccine, der er godkendt i Japan til behandling af både voksne og børn. -- CEDARCURE™ fuldender Toriis portefølje af allergibehandlinger, der også inkluderer MITICURE™ (ACARIZAX® i Europa), der allerede er markedsført. Dermed opnår Torii en effektiv dækning af de væsentligste allergier i Japan. -- ALK er berettiget til at modtage royaltybetalinger fra salget af CEDARCURE™. -- ALKs forventninger til regnskabsåret 2017 er uændrede. ALK (ALKB:DC / OMX: ALK B / AKABY / AKBLF) meddelte i dag, at de japanske sundheds­myndig­heder har godkendt registreringsansøgningen indsendt af selskabets partner, Torii Pharmaceutical Co., Ltd., for tabletvaccinen mod japansk cedertræsallergi, der vil blive markedsført under navnet CEDARCURE™. CEDARCURE™ er baseret på den samme tabletteknologi, som bruges i ALKs græs-, ragweed- og husstøvmidetabletter, og er udviklet af Torii i samarbejde med ALK specifikt for det japanske marked, hvor japansk cedertræsallergi er meget udbredt. Japan er verdens næststørste marked for allergimedicin efter USA. Ca. 25 % af den japanske befolkning lider af høfeber, og ca. 70 % heraf lider specifikt af japansk cedertræsallergi. Japansk cedertræsallergi forekommer i alle aldersgrupper, men ny forskning viser, at allergien opstår tidligere end før. CEDARCURE™ er godkendt som allergivaccination til behandling af japansk cedertræsallergi (høfeber) i voksne og børn og er den første tabletvaccine i Japan, der er godkendt til behandling af både voksne og børn. Carsten Hellmann, ALKs adm. direktør, siger: "Godkendelsen er kulminationen på flere års succesfuldt forsknings- og udviklingssamarbejde mellem Torii og ALK, et partnerskab, som vi forventer vil bidrage til ALKs omsætning i mange år fremover. Det er også endnu et fremskridt for tabletteknologien og udvider vores globale portefølje af registrerede allergivacciner ved at føje japansk cedertræsallergi til sortimentet, der allerede inkluderer behandling mod græs-, ragweed- og husstøvmideallergi. Derudover har vi en tablet mod træpollenallergi på trapperne inden for en overskuelig fremtid." ALKs partnerskab med Torii blev etableret i 2011 og dækker udvikling, registrering og kommer­cialisering af CEDARCURE™ og ALKs husstøvmidetablet ACARIZAX®, der blev godkendt i Japan i 2015 og er lanceret under navnet MITICURE™. I marts 2017 indsendte Torii en registrerings­ansøgning for MITICURE™ til behandling af børn baseret på positive kliniske fase III-resultater. Lanceringsdatoen for CEDARCURE™ vil blive besluttet, når aftalen om pris og tilskud med de japanske sundhedsmyndigheder foreligger. ALK er berettiget til at modtage royaltybetalinger fra salget af CEDARCURE™, der vil blive bogført som indtægt fra partnerskaber i Internationale markeder. Denne meddelelse ændrer ikke ved ALKs forventninger til regnskabsåret 2017. ALK-Abelló A/S For yderligere oplysninger kontakt venligst: Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525 Presse: Jeppe Ilkjær, tlf. 7877 4532, mobil 3050 2014 Om ALK ALK er en global, forskningsbaseret medicinalvirksomhed, der fokuserer på forebyggelse, diagnosticering og behandling af allergi. ALK er en af verdens førende virksomheder inden for allergivaccination (immunterapi) – en behandling af selve årsagen til allergi. Virksomheden har ca. 2.300 medarbejdere og har datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører over hele verden. ALK har indgået partnerskabsaftaler med Torii, Abbott og Seqirus om kommercialisering af tabletbaserede allergivacciner i henholdsvis Japan, Rusland, Sydøst­asien, Australien og New Zealand. Virksomheden har hovedkvarter i Hørsholm og er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen. Læs mere på www.alk.net. Om Torii Pharmaceutical Co., Ltd. Torii Pharmaceutical Co., Ltd., (Torii) som blev grundlagt i 1921, fremstiller og distribuerer farmaceutiske produkter inden for fire terapeutiske hovedområder: nyresygdomme og hæmodialyse, hudsygdomme, hiv og allergi. Virksomheden, der har ca. 1,000 ansatte, har hovedkvarter i Tokyo og er noteret på Tokyo Stock Exchange (TSE:4551). Læs mere på www.torii.co.jp.