Selskabsmeddelelse Meddelelse nr. 08/2009 København, den 1. april 2009 DFDS A/S - forløb ordinær generalforsamling den 1. april 2009 Der blev i dag afholdt ordinær generalforsamling i DFDS A/S. Årsrapporten for 2008 blev godkendt. Ligeledes blev der meddelt decharge for direktion og bestyrelse. Bestyrelsens forslag om anvendelse af overskud blev godkendt. Som bestyrelsesmedlemmer blev regnskabschef Jill Lauritzen Melby, direktør Anders Moberg, adm. direktør Ingar Skaug, koncerndirektør Lene Skole og direktør Vagn Sørensen genvalgt. Som følge af vedtægtsbestemmelsen om aldersgrænse på 70 år udtrådte bestyrelsesformand Ivar Samrén af bestyrelsen. Adm. direktør Bent Østergaard blev valgt som nyt medlem i bestyrelsen. Som motivation herfor nævnte formanden blandt andet, at Bent Østergaard er adm. direktør for Vesterhavet A/S og dermed repræsenterer DFDS' hovedaktionær. Bent Østergaard har været beskæftiget i rederiet J. Lauritzen siden 1970, hvor han har arbejdet med regnskab, finans og skat. I 1993 blev han direktør i Vesterhavet A/S. Bent Østergaard har således en omfattende erfaring indenfor rederivirksomhed samt økonomisk og finansiel styring. Som revisor blev KPMG Statsautoriseret Revisionspartnerselskab genvalgt. Ajourføring af vedtægter og bemyndigelse til erhvervelse af egne aktier blev vedtaget, jævnfør også separat meddelelse herom. Forslag fra en aktionær vedrørende EMAS-registrering og investering i et el-drevet fartøj til havnerundfart blev drøftet. Aktionæren frafaldt herefter afstemning, idet allerede igangsatte initiativer for en stor dels vedkommende imødekommer dette. Der blev fra bestyrelse og aktionærer rettet en tak til økonomidirektør Chr. Merrild, som fratræder DFDS A/S som aktieretlig økonomidirektør pr. 1. april 2009. Efter generalforsamlingen blev der afholdt konstituerende bestyrelsesmøde, hvor adm. direktør Bent Østergaard blev valgt som formand og Vagn Sørensen som næstformand. Bestyrelsen besluttede endvidere, at oprette en revisionskomité bestående af bestyrelsens medlemmer. Der fremkom ikke andre væsentlige oplysninger på generalforsamlingen. Niels Smedegaard DFDS - et førende søbaseret transportnetværk i Nordeuropa. DFDS har omkring 4.300 medarbejdere og beskæftiger en flåde på omkring 60 skibe. DFDS blev stiftet i 1866 og er noteret på OMX Den Nordiske Børs København. Side 1 af 1