SELSKABSMEDDELELSE NR. 343 Klagepunktsmeddelelse (Statement of Objections) fra EU-Kommissionen Et af DSV A/S´ franske datterselskaber har modtaget en klagepunktsmeddelelse (Statement of Objections) fra EU-Kommissionen. En klagepunktsmeddelelse er et processuelt dokument, hvor EU-Kommissionen offentliggør sine foreløbige betragtninger i relation til en mulig overtrædelse af EU-konkurrenceretten og giver modtageren mulighed for at præsentere sine synspunkter og argumenter som respons på disse betragtninger. I relation til selskabet omhandler klagepunktsmeddelelse alene ét forhold, som vedrører perioden fra den 19. marts 2003 til 19. august 2004, hvor det pågældende selskab udøvede sin virksomhed under navnet ABX Logistics Air & Sea (France) SAS. Den modtagne klagepunktsmeddelelse er baseret på informationer, som EU-Kommissionen har opnået via kontrolundersøgelser foretaget i 2007 i virksomheder i transport- og speditionssektoren i flere europæiske lande og USA, eller som er afgivet til EU-Kommissionen af de involverede virksomheder selv og andre relevante aktører indenfor branchen. Det kan oplyses, at intet selskab i DSV-koncernen har været besøgt i forbindelse med de i 2007 gennemførte kontrolundersøgelser. EU-Kommissionens betragtninger i klagepunktsmeddelelsen vil nu blive gennemgået i samarbejde med datterselskabets medarbejdere og klagepunktsmeddelelsen vil blive besvaret indenfor den meddelte tidsfrist. Spørgsmål rettes til administrerende direktør Jens Bjørn Andersen eller finansdirektør Jens H. Lund på telefon +45 43 20 30 40. Med venlig hilsen DSV Jens Bjørn Andersen Jens H. Lund Adm. direktør Finansdirektør