Resumé: Genmab har offentliggjort detaljer vedrørende en planlagt fase II undersøgelse med ofatumumab til behandling af recidiverende-remitterende multipel sklerose. København, Danmark, 13. december 2007 - Genmab A/S (OMX: GEN) har i dag offentliggjort detaljer vedrørende en planlagt fase II undersøgelse med ofatumumab (HuMax-CD20(R)) til behandling af recidiverende-remitterende multipel sklerose (RRMS). Der vil indgå ca. 324 patienter i undersøgelsen, som vil blive udført under Genmabs samarbejde med GlaxoSmithKline (GSK). Undersøgelsen forventes påbegyndt i første kvartal af 2008. Ofatumumab er et fuldt humant, næste-generations monoklonalt antistof i klinisk udvikling. Ofatumumab retter sig mod en unik epitop på CD20 receptoren, som findes på overfladen af B-celler. Andre anti-CD20 antistoffer, som i øjeblikket findes på markedet eller som er i klinisk udvikling, binder sig til en anden epitop på CD20 receptoren. Ofatumumab udvikles i henhold til en aftale om fælles udvikling og kommercialisering mellem Genmab og GlaxoSmithKline. “Multipel sklerose er en sygdom, hvortil der i øjeblikket kun findes få behandlinger,” udtaler Lisa N. Drakeman, ph.d., Chief Executive Officer hos Genmab. “Vi håber, at vores fuldt humane antistof ofatumumab kan udgøre en anden potentiel behandlingsmulighed for patienter, der lider af denne invaliderende sygdom.” Om undersøgelsen Den dobbelt-blindede randomiserede undersøgelse vil bestå af to dele. Del A vil omfatte ca. 36 patienter inddelt i tre grupper med stigende doser (100 mg, 300 mg eller 700 mg ofatumumab) randomiseret til at modtage ofatumumab eller placebo. En uafhængig data overvågningskomité (IDCM) vil evaluere bivirkningsprofilen for hver igangværende behandlingsgruppe før næste gruppe igangsættes. Når alle patienter i Del A har fået foretaget deres MRI (Magnetic Resonance Imaging) ved uge 4, vil IDCM evaluere data før undersøgelsens Del B begynder. Del B vil bestå af en 48-ugers behandlingsperiode for ca. 288 patienter. Patienterne vil blive randomiseret til behandling med 100 mg, 300 mg eller 700 mg ofatumumab eller placebo. Efter uge 24 vil de patienter, der fik en aktiv dosis, blive genbehandlet med samme dosis ofatumumab eller placebo. Patienter på placebo vil få, den fra Del A identificerede, højst tolererede dosis ofatumumab. Formålet med undersøgelsen er at fastlægge bivirkningsprofilen og tolerans for tre doser ofatumumab samt dosisresponset i forbindelse med ofatumumab ved sygdomsaktivitet målt ved MRI i patienter med RRMS. De primære endpoints er bivirkningsprofil og akkumuleret antal nye kontrast-forstærkede læsioner fra uge 8 til uge 24. Om recidiverende-remitterende multipel sklerose Multipel sklerose (MS) er en betændelsessygdom i centralnervesystemet. MS rammer kvinder dobbelt så hyppigt som mænd, og sygdommens forekomst topper ved 35-års alderen. Forekomsten svinger kraftigt blandt forskellige befolkningsgrupper og etniske grupper. Sygdommens ætiologi er stadigvæk ukendt, men de geografiske forskelle peger på mulige miljømæssige og genetiske faktorer. Den mest almindelige form for MS er recidiverende-remitterende MS, som er karakteriseret ved uforudsigelige tilbagevendende angreb, hvor symptomerne normalt udvikler sig over nogle dage og følges af enten komplet, delvis eller ingen neurologisk bedring. Der opleves ingen progression af neurologisk svækkelse mellem angrebene. Om Genmab A/S Genmab er et førende internationalt bioteknologisk selskab med fokus på udvikling af fuldt humane antistoflægemidler til udækkede behandlingsbehov. Gennem anvendelsen af en unik og avanceret teknologi har Genmabs kompetente forsknings- og udviklingsmedarbejdere skabt og udviklet en bred portefølje af produkter til potentiel behandling af en lang række sygdomme, herunder cancer og autoimmune sygdomme. Efterhånden som Genmab nærmer sig en kommerciel fremtid, vil vi fortsat fokusere på vores primære målsætning om at forbedre livet for de patienter, som har akut behov for nye behandlingsmuligheder. For yderligere oplysninger om Genmabs produkter og teknologi henvises til www.genmab.com. Denne pressemeddelelse indeholder fremadrettede udsagn. Ord som ”tror”, ”forventer”, ”regner med”, ”agter” og ”har planer om” og lignende udtryk er fremadrettede udsagn. De faktiske resultater eller præstationer kan afvige væsentligt fra de fremtidige resultater eller præstationer, der direkte eller indirekte er kommet til udtryk i sådanne udsagn. De væsentlige faktorer, som kunne bevirke at vore faktiske resultater eller præstationer afviger væsentligt, inkluderer bl.a., risici forbundet med produktopdagelse og -udvikling, usikkerheder omkring udfald af og gennemførelse af kliniske forsøg herunder uforudsete sikkerhedsspørgsmål, usikkerheder forbundet med produktfremstilling, manglende markedsaccept af vore produkter, manglende evne til at styre vækst, konkurrencesituationen vedrørende vort forretningsområde og vore markeder, manglende evne til at tiltrække og fastholde tilstrækkeligt kvalificerede medarbejdere, manglende adgang til at håndhæve eller beskytte vore patenter og immaterielle rettigheder, vort forhold til relaterede selskaber og personer, ændringer i og udvikling af teknologi, som kan overflødiggøre vore produkter samt andre faktorer. Genmab er ikke forpligtet til at opdatere fremadrettede udsagn efter udsendelsen af denne meddelelse og er heller ikke forpligtet til at bekræfte sådanne udsagn i forbindelse med faktiske resultater, medmindre dette kræves i medfør af lov. Genmab(R), det Y-formede Genmab logo(R), HuMax(R), HuMax-CD4(R), HuMax-CD20(R), HuMax-EGFr(TM), HuMax-IL8(TM), HuMax-TAC(TM), HuMax-HepC(TM), HuMax-CD38(TM) og UniBody(R) er alle varemærker tilhørende Genmab A/S. Kontakt: Helle Husted, Sr. Director, Investor Relations, T: +45 33 44 77 30, M: +45 25 27 47 13, E: hth@genmab.com Fondsbørsmeddelelse nr. 60/2007 ###