Resumé: Genmab præsenterer regnskab for de første tre måneder af 2008. København, Danmark, 28. maj 2008 - Genmab A/S (OMX: GEN) offentliggjorde i dag regnskab for de første tre måneder af 2008. Genmab rapporterede følgende resultater for perioden: Genmabs nettoomsætning var på DKK 167 mio. (ca. USD 36 mio.) i første kvartal af 2008. I samme periode af 2007 havde Genmab nettoomsætning på DKK 80 mio. (ca. USD 17). Et driftsunderskud på DKK 197 mio. (ca. USD 42 mio.). Selskabet realiserede i samme periode af 2007 et driftsunderskud på DKK 106 mio. (ca. USD 22 mio.). Netto finansielle indtægter i første kvartal af 2008 var negative og udgjorde DKK 14 mio. (ca. USD 3 mio.) sammenlignet med positive netto finansielle indtægter på DKK 29 mio. (ca. USD 6 mio.) i samme periode af 2007. Netto finansielle indtægter afspejler en kombination af et positivt afkast fra vores beholdninger af kortfristede værdipapirer og urealiserede tab på valuta, som er afledt af den fortsatte svækkelse af USD over for DKK i første kvartal af 2008. Et nettounderskud på DKK 210 mio. (ca. USD 45 mio.) i forhold til et nettounderskud på DKK 77 mio. (ca. USD 16 mio.) i samme periode af 2007. Nettounderskuddet pr. aktie var DKK 4,73 (ca. USD 1,00) i første kvartal af 2008 sammenlignet med DKK 1,81 (ca. USD 0,38) i første kvartal af 2007. Genmab sluttede første kvartal med likvider og kortfristede værdipapirer på DKK 2,4 mia. (ca. USD 503 mio.), hvilket er en reduktion på DKK 1,3 mia. (ca. USD 280 mio.) i forhold til 31. december 2007. Reduktionen skyldes DKK 1,2 mia. (ca. USD 240 mio. på overtagelsestidspunktet) for køb af produktionsfacilitet i marts 2008. Væsentlige begivenheder: De væsentligste forretnings- og forskningsmæssige resultater i første kvartal af 2008 omfattede følgende: I marts købte Genmab en antistof produktionsfacilitet af PDL BioPharma til DKK 1,2 mia. (USD 240 mio. på overtagelsestidspunktet). I januar offentliggjorde Genmab et nyt præklinisk produkt, HuMax-CD32b. Antistoffet kan have terapeutisk potentiale i behandlingen af B-celle kronisk lymfatisk leukæmi, småcellet lymfocytært lymfom, Burkitts lymfom, follikulært lymfom og diffust storcellet B-celle lymfom. Vi nåede den tredje milestone under samarbejdet med GlaxoSmithKline i januar, da den første patient modtog behandling i fase III leddegigtprogrammet og vi modtog en betaling på DKK 87 mio. (ca. USD 18 mio.). Forventninger Genmab fastholder sine resultatforventninger til året og forventer fortsat et driftsunderskud for 2008 på DKK 900 - 1.000 mio. og et nettounderskud på DKK 800 - 900 mio. Den samlede omsætning for 2008 forventes at være ca. DKK 1,0 mia. Pr. 31. december 2007 havde Genmab likvider og kortfristede værdipapirer på DKK 3,7 mia. For 2008 forventer vi, at vores driftsomkostninger inklusive køb af produktionsfaciliteten i Minnesota til DKK 1,2 mia. vil medføre, at vores likvide beholdninger ved udgangen af året vil være DKK 1,7 mia. - 1,8 mia. (ca. USD 360 mio. - USD 382 mio.). Telefonkonference Genmab afholder en telefonkonference for at gennemgå periodens resultat i morgen torsdag den 29. maj 2008 kl. 15.30 (CEST) kl. 14.30 (BST) kl. 9.30 (EDT) Telefonkonferencen vil blive afholdt på engelsk. Ring venligst på følgende telefonnumre: +1 877-857-6173 (i USA) og spørg efter Genmabs telefonkonference +1 719-325-4792 (uden for USA) og spørg efter Genmabs telefonkonference Det er muligt at høre en live webcast af telefonkonferencen på www.genmab.com. Relevante PowerPoint slides vil være tilgængelige inden telefonkonferencen på www.genmab.com. Om Genmab A/S Genmab er et førende internationalt bioteknologisk selskab med fokus på udvikling af fuldt humane antistoflægemidler til udækkede behandlingsbehov. Gennem anvendelsen af en unik og avanceret antistofteknologi har Genmabs kompetente teams inden for forskning, udvikling og produktion skabt og udviklet en bred portefølje af produkter til potentiel behandling af en lang række sygdomme, herunder cancer og autoimmune sygdomme. Efterhånden som Genmab nærmer sig en kommerciel fremtid, vil vi fortsat fokusere på vores primære målsætning om at forbedre livet for de patienter, som har akut behov for nye behandlingsmuligheder. For yderligere oplysninger om Genmabs produkter og teknologi henvises til www.genmab.com. Denne pressemeddelelse indeholder fremadrettede udsagn. Ord som ”tror”, ”forventer”, ”regner med”, ”agter” og ”har planer om” og lignende udtryk er fremadrettede udsagn. De faktiske resultater eller præstationer kan afvige væsentligt fra de fremtidige resultater eller præstationer, der direkte eller indirekte er kommet til udtryk i sådanne udsagn. De væsentlige faktorer, som kunne bevirke at vore faktiske resultater eller præstationer afviger væsentligt, inkluderer bl.a., risici forbundet med produktopdagelse og -udvikling, usikkerheder omkring udfald af og gennemførelse af kliniske forsøg herunder uforudsete sikkerhedsspørgsmål, usikkerheder forbundet med produktfremstilling, manglende markedsaccept af vore produkter, manglende evne til at styre vækst, konkurrencesituationen vedrørende vort forretningsområde og vore markeder, manglende evne til at tiltrække og fastholde tilstrækkeligt kvalificerede medarbejdere, manglende adgang til at håndhæve eller beskytte vore patenter og immaterielle rettigheder, vort forhold til relaterede selskaber og personer, ændringer i og udvikling af teknologi, som kan overflødiggøre vore produkter samt andre faktorer. Genmab er ikke forpligtet til at opdatere fremadrettede udsagn efter udsendelsen af denne meddelelse og er heller ikke forpligtet til at bekræfte sådanne udsagn i forbindelse med faktiske resultater, medmindre dette kræves i medfør af lov. Genmab(R), det Y-formede Genmab logo(R), HuMax(R), HuMax-CD4(R), HuMax-CD20(R), HuMax-EGFr(TM), HuMax-IL8(TM), HuMax-TAC(TM), HuMax-HepC(TM), HuMax-CD38(TM), HuMax-CD32b(TM) og UniBody(R) er alle varemærker tilhørende Genmab A/S. Kontakt: Helle Husted, Sr. Director, Investor Relations, T: +45 33 44 77 30, M: +45 25 27 47 13, E: hth@genmab.com Fondsbørsmeddelelse nr. 23/2008 ###