Selskabsmeddelelse -- Samarbejdet med Janssen om DuoBody®-platformen udvidet til at omfatte yderligere programmer -- Genmab modtager et engangsbeløb på USD 2 mio. København, Danmark; 4. december 2013 – Genmab A/S (OMX: GEN) har i dag meddelt, at selskabet har udvidet samarbejdet med Janssen Biotech, Inc. (“Janssen”) om at skabe og udvikle bispecifikke antistoffer ved brug af DuoBody-teknologiplatformen. I den oprindelige aftale var Janssen berettiget til at arbejde på op til ti DuoBody-programmer. De ændrede vilkår berettiger Janssen til at arbejde på op til yderligere ti programmer. Genmab vil indledningsvis modtage et engangsbeløb på USD 2 mio. (ca. DKK 11 mio.) fra Janssen. For hvert af de ti yderligere programmer, som Janssen igangsætter, udvikler og kommercialiserer, vil Genmab potentielt være berettiget til milestone- og licensbetalinger fra op til ca. USD 174 mio. (DKK 956 mio.) til USD 219 mio. (DKK 1,2 mia.) afhængig af tidspunktet, hvorpå det enkelte program igangsættes. I det mest favorable scenarie, hvor alle de ti yderligere programmer igangsættes, udvikles og kommercialiseres med succes, vil Genmab modtage gennemsnitlige milestone- og licensbetalinger på ca. USD 191 mio. (DKK 1,0 mia.) for hvert af de ti programmer. Endvidere vil Genmab være berettiget til royalties af salg af ethvert kommercialiseret produkt. “Vores DuoBody-samarbejde med Janssen har været yderst produktivt, siden vi indgik den første aftale i juli 2012. Vi glæder os over muligheden for at arbejde sammen med Janssen på yderligere programmer,” udtaler Jan van de Winkel, ph.d., Chief Executive Officer hos Genmab. Aftalen har ingen væsentlig indvirkning på Genmabs resultatforventninger til 2013. Om DuoBody-platformen DuoBody-platformen er en innovativ platform til dannelse og udvikling af bispecifikke antistoffer, som potentielt kan forbedre antistofbehandlingen af cancer, autoimmune sygdomme og infektionssygdomme samt sygdomme i centralnervesystemet. Bispecifikke antistoffer binder til to forskellige epitoper på de samme eller på forskellige targets (også benævnt som “dual-targeting”), hvilket kan forbedre antistoffernes specificitet og effekt med hensyn til at inaktivere sygdoms-targets. DuoBody-molekyler er unikke, idet de kombinerer fordelene ved bispecificitet med styrken af konventionelle antistoffer, hvorved DuoBody-molekylerne kan administreres og doseres som andre antistofbaserede lægemidler. Genmabs DuoBody platform genererer bispecifikke antistoffer via en hurtig og bredt anvendelig proces, som let kan foretages i laboratoriemålestok samt bruges til produktion i kommerciel skala. Om Genmab A/S Genmab er et børsnoteret internationalt bioteknologisk selskab, som specialiserer sig i at skabe og udvikle differentierede humane antistoflægemidler til behandling af cancer. Selskabet er stiftet i 1999 og fik sit første markedsførte antistof, ofatumumab (Arzerra®), godkendt til behandling af kronisk lymfatisk leukæmi hos patienter, som er refraktære over for fludarabin og alemtuzumab, efter mindre end otte års udvikling. Genmabs validerede og næste-generations antistofteknologier forventes at levere en stadig strøm af fremtidige produktkandidater. Samarbejdsaftaler omkring innovative produktkandidater og teknologier er et primært fokusområde i Genmabs strategi, og selskabet samarbejder med førende farmaceutiske og bioteknologiske selskaber. For yderligere oplysninger henvises til www.genmab.com. Kontakt: Rachel Curtis Gravesen, Senior Vice President, Investor Relations & Communications Tlf.: +45 33 44 77 20; M: +45 25 12 62 60; E: r.gravesen@genmab.com Denne selskabsmeddelelse indeholder fremadrettede udsagn. Ord som ”tror”, ”forventer”, ”regner med”, ”agter” og ”har planer om” og lignende udtryk er fremadrettede udsagn. De faktiske resultater eller præstationer kan afvige væsentligt fra de fremtidige resultater eller præstationer, der direkte eller indirekte er kommet til udtryk i sådanne udsagn. De væsentlige faktorer, som kunne bevirke at vore faktiske resultater eller præstationer afviger væsentligt, inkluderer bl.a., risici forbundet med præklinisk og klinisk udvikling af produkter, usikkerheder omkring udfald af og gennemførelse af kliniske forsøg herunder uforudsete sikkerhedsspørgsmål, usikkerheder forbundet med produktfremstilling, manglende markedsaccept af vore produkter, manglende evne til at styre vækst, konkurrencesituationen vedrørende vort forretningsområde og vore markeder, manglende evne til at tiltrække og fastholde tilstrækkeligt kvalificerede medarbejdere, manglende adgang til at håndhæve eller beskytte vore patenter og immaterielle rettigheder, vort forhold til relaterede selskaber og personer, ændringer i og udvikling af teknologi, som kan overflødiggøre vore produkter samt andre faktorer. For yderligere oplysninger om disse risici henvises til afsnit vedrørende risiko i Genmabs seneste finansielle rapporter, som er tilgængelige på www.genmab.com. Genmab påtager sig ingen forpligtigelser til at opdatere eller revidere fremadrettede udsagn i denne selskabsmeddelelse og bekræfter heller ikke sådanne udsagn i forbindelse med faktiske resultater, medmindre dette kræves i medfør af lov. Genmab A/S og dets datterselskaber ejer følgende varemærker: Genmab®, det Y-formede Genmab logo®, Genmab i kombination med det Y-formede Genmab logo™, DuoBody™ logoet, HuMax®, HuMax-CD20®, DuoBody®, HexaBody™ og UniBody®. Arzerra® er et registreret varemærke tilhørende GlaxoSmithKline. Selskabsmeddelelse nr. 52 CVR-nr. 2102 3884 Genmab A/S Bredgade 34E 1260 København K Danmark