Jyske Bank A/S afholder ordinær generalforsamling tirsdag, den 22. marts 2022, kl. 15.00 på Gl. Skovridergaard, Marienlundsvej 36, 8600 Silkeborg, med følgende
DAGSORDEN for generalforsamlingen:
| a. | Bestyrelsens beretning om bankens virksomhed i det forløbne år. | |
| b. | Forelæggelse af årsrapport til godkendelse eller anden beslutning samt beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til det godkendte regnskab. | |
| c. | Præsentation af og vejledende afstemning om vederlagsrapporten. | |
| d. | Fastsættelse af vederlag for repræsentantskab og bestyrelse: | |
| 1 | Fastsættelse af repræsentantskabets vederlag for 2022, jf. vedtægternes § 15, stk. 5. | |
| 2 | Fastsættelse af bestyrelsens vederlag for 2022, jf. vedtægternes § 16, stk. 9. | |
| e. | Behandling af forslag vedrørende bestyrelsens bemyndigelse til, at banken i tiden indtil næste ordinære generalforsamling ad én eller flere omgange kan erhverve egne aktier for op til i alt nominelt kr. 69.000.000 og mod et vederlag, der ikke må afvige mere end 10 % fra den på erhvervelsestidspunktet noterede kurs på NASDAQ Copenhagen A/S. | |
| f. | Behandling af fremkomne forslag. | |
| Forslag fremsat af bestyrelsen: | ||
| 1 | Godkendelse af bankens vederlagspolitik. | |
| 2 | Ny § 7, stk. 2 med følgende ordlyd: ”Bestyrelsen er bemyndiget til at beslutte, at bankens generalforsamlinger afholdes som fuldstændig elektroniske generalforsamlinger uden fysisk fremmøde. Deltagelse i fuldstændig elektroniske generalforsamlinger sker via elektroniske medier, som giver bankens aktionærer mulighed for at deltage i, ytre sig samt stemme på generalforsamlingen. Bestyrelsen skal sikre, at generalforsamlingen kan afvikles på betryggende vis, og at det anvendte system er indrettet, så lovgivningens krav til afholdelse af generalforsamling opfyldes. Via egen opkobling tilslutter aktionærerne sig et virtuelt forum, hvor generalforsamlingen afholdes. Bestyrelsen fastsætter de nærmere krav til de elektroniske systemer, som anvendes ved generalforsamlingen. Hvis bestyrelsen vælger at træffe beslutning om fuldstændig elektronisk generalforsamling, vil oplysninger herom kunne findes på bankens hjemmeside www.jyskebank.dk og i indkaldelsen til den pågældende generalforsamling. Indkaldelsen vil indeholde oplysning om krav til det elektroniske udstyr, som skal anvendes ved deltagelse, hvorledes tilmelding sker samt hvor aktionærerne kan finde oplysninger om fremgangsmåden i forbindelse med generalforsamlingen.” Som følge heraf bliver §§ 7, stk. 2, 3 og 4 til §§ 7, stk. 3, 4 og 5. |
|
| 3 | Ændring af eksisterende § 7, stk. 2 (fremover § 7, stk. 3) til: ”Bestyrelsen indkalder til generalforsamling med tidligst 5 ugers varsel og senest 3 ugers varsel. Indkaldelsen sendes til NASDAQ A/S og bekendtgøres på bankens hjemmeside. Indkaldelse sker skriftligt til enhver noteret aktionær, som har fremsat anmodning herom. Den skriftlige indkaldelse kan erstattes af en elektronisk indkaldelse, jf. vedtægternes § 20. Meddelelse om indkaldelse gives til koncernens medarbejdere.” | |
| 4 | Ændring af § 11, stk. 4 til: ”Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed blandt de afgivne stemmer, medmindre lovgivning eller vedtægter foreskriver andet. Skriftlig afstemning skal finde sted, når en aktionær forlanger det.” | |
| 5 | Ny § 20, stk. 1 med følgende ordlyd: ”Al kommunikation fra banken til aktionærerne kan, hvor andet ikke er foreskrevet ved lov, ske via elektronisk dokumentudveksling og elektronisk post (elektronisk kommunikation) via bankens hjemmeside www.jyskebank.dk, via VP InvestorPortalen og/eller via e-mail, herunder indkaldelse til generalforsamling efter vedtægternes § 7 samt udsendelse af årsrapport. Generelle meddelelser gøres tilgængelige på bankens hjemmeside og på sådan anden måde, som måtte være foreskrevet i henhold til lov. Banken kan til enhver tid vælge at kommunikere med almindelig post som supplement eller alternativ til elektronisk kommunikation.” Som følge heraf bliver §§ 20-23 til §§ 21-24. |
|
| 6 | Ny § 20, stk. 2 med følgende ordlyd: ”Aktionærerne skal sikre, at banken til enhver tid er i besiddelse af den korrekte e-mailadresse.” | |
| 7 | Ny § 20, stk. 3 med følgende ordlyd: ”For så vidt angår kommunikation fra aktionærerne til banken kan afgivelse af fuldmagt og brevstemme ske på VP InvestorPortalen via bankens hjemmeside eller med digital underskrift til [email protected]. Anmeldelse af rådgivers og/eller egen deltagelse i en generalforsamling kan ske på VP InvestorPortalen via bankens hjemmeside. Spørgsmål fra aktionærer om dagsordenens punkter eller bankens stilling i øvrigt, krav om optagelse af et bestemt emne på dagsorden til ordinær generalforsamling, begæring om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling samt opstilling i forbindelse med valg til repræsentantskabet og/eller bestyrelsen kan sendes til [email protected].” | |
| 8 | Ny § 20, stk. 4 med følgende ordlyd: ”Oplysninger om kravene til de anvendte systemer samt om fremgangsmåde ved elektronisk kommunikation vil blive offentliggjort på bankens hjemmeside www.jyskebank.dk.” | |
| g. | Valg af medlemmer: | |
| 1 | Valg af medlemmer til repræsentantskabet, jf. vedtægternes § 14, stk. 4. De foreslåede kandidater og nærmere information om disse kan fra den 25. februar 2022 ses på bankens hjemmeside. | |
| 2 | Valg af bestyrelsesmedlemmer, jf. vedtægternes § 16, stk. 1, litra b. Bestyrelsen foreslår, at der ikke vælges bestyrelsesmedlemmer under dette punkt, idet den siddende bestyrelse opfylder Finanstilsynets krav til relevant viden og erfaring. |
|
| h. | Valg af revisorer. Bestyrelsen foreslår genvalg af Ernst & Young Revisionspartnerselskab. Forslaget er i overensstemmelse med Revisionsudvalgets indstilling til bestyrelsen. Revisionsudvalget er ikke blevet påvirket af tredjeparter og er ikke - og har ikke været - underlagt nogen aftale med en tredjepart, som på nogen måde begrænser generalforsamlingens valg af bestemte revisorer eller revisionsfirmaer. |
|
| i. | Eventuelt. | |
Henvisning til Jyske Banks hjemmeside for yderligere oplysninger
Hvor der i indkaldelsen henvises til bankens hjemmeside for yderligere informationer, kan dette link benyttes: https://www.jyskebank.dk/ir/generalforsamlinger.
Særlige vedtagelseskrav
Vedtagelsen på den ordinære generalforsamling af forslag til ændring af bankens vedtægter (dagsordenens punkt f.2 -f.8 kræver, at mindst 90% af aktiekapitalen er repræsenteret på den ordinære generalforsamling med stemmeret, og forslaget vedtages med såvel ¾ af de afgivne stemmer som ¾ af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital, jf. vedtægternes § 12. Hvis der på den ordinære generalforsamling ikke er repræsenteret mindst 90% af aktiekapitalen med stemmeret, men forslaget dog opnår såvel ¾ af de afgivne stemmer som ¾ af den på den ordinære generalforsamling repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital, kan forslaget vedtages på en ny generalforsamling med den nævnte kvalificerede majoritet uden hensyn til, hvor stor en del af aktiekapitalen der er repræsenteret.
Aktiekapitalens størrelse, aktionærernes stemmeret og registreringsdato
Jyske Banks aktiekapital udgør kr. 690.000.000 fordelt på aktier á nominelt kr. 10. Hvert aktiebeløb på kr. 10 giver 1 stemme. 4.000 stemmer er dog det højeste antal stemmer, nogen aktionær kan afgive på egne vegne. Stemmeret kan kun udøves af aktionærer eller disses fuldmægtige. For at kunne udøve stemmeretten på en aktie, skal aktien senest på registreringsdatoen, som er den 15. marts 2022, være noteret på navn i bankens ejerbog, eller adkomsten til aktien skal inden for samme tidsfrist være anmeldt og dokumenteret over for banken.
Fuldmagt og brevstemme
Aktionærer kan fra den 25. februar til den 18. marts 2022 afgive instruktionsfuldmagt, fuldmagt til bankens bestyrelse eller til tredjemand enten elektronisk eller ved brug af blanket.
Aktionærer kan møde og afgive stemme på generalforsamlingen ved fuldmægtig.
Aktionærer kan endvidere fra den 25. februar til den 21. marts 2022, kl. 10.00, afgive brevstemme enten elektronisk eller ved brug af blanket.
Afgivelse af elektronisk fuldmagt eller brevstemme kan ske på InvestorPortalen via bankens hjemmeside. Blanket til brug for afgivelse af fuldmagt eller brevstemme kan enten rekvireres i en af bankens afdelinger eller hentes på bankens hjemmeside. Såfremt blanketten anvendes, kan den udfyldte og underskrevne blanket sendes pr. post til Euronext Securities (VP Securities A/S) på adressen Nicolai Eigtveds Gade 8, 1402 København K, eller pr. e-mail til [email protected]. Blanketten skal være Euronext Securities (VP Securities A/S) i hænde inden ovennævnte fristers udløb, ligesom afgivelse af elektronisk fuldmagt eller brevstemme skal være sket inden for samme frister.
Kontoførende pengeinstitut
Jyske Banks aktionærer kan vælge Jyske Bank A/S som kontoførende institut med henblik på at få udøvet de finansielle rettigheder gennem Jyske Bank A/S.
Spørgsmål fra aktionærer
Aktionærer opfordres til at stille skriftlige spørgsmål inden generalforsamlingen om dagsordenens punkter eller til bankens stilling i øvrigt. Spørgsmål sendes til Jyske Bank A/S, Juridisk afdeling, Vestergade 8-16, 8600 Silkeborg, eller på mail til [email protected]. Spørgsmål og svar vil blive præsenteret på generalforsamlingen, og aktionærer, der har stillet spørgsmål, vil modtage svar direkte fra banken. På generalforsamlingen vil ledelsen ligeledes besvare spørgsmål fra aktionærerne om forhold af betydning for bankens stilling samt spørgsmål til behandling på generalforsamlingen.
Yderligere oplysninger
Følgende dokumenter og information kan hentes på bankens hjemmeside fra den 25. februar 2022:
1. Indkaldelsen.
2. Det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen.
3. Dagsordenen og de fuldstændige forslag.
4. Årsrapport og koncernregnskab med revisionspåtegning og årsberetning.
5. Kandidatliste samt nærmere information om de foreslåede kandidater vedr. valg til repræsentantskab og bestyrelse.
6. De formularer, der skal anvendes ved afgivelse af fuldmagt og brevstemme.
Anmeldelse af deltagelse
Aktionærer, der ønsker at deltage i og afgive deres stemme på generalforsamlingen, skal have et adgangskort. Adgangskort til generalforsamlingen kan bestilles på InvestorPortalen via bankens hjemmeside eller i bankens afdelinger fra den 25. februar 2022 og skal være bestilt senest den 18. marts 2022. Jyske Bank vil som tidligere år sende adgangskort ud via e-mail. Dette kræver dog - hvis ikke du allerede har registreret din e-mailadresse på InvestorPortalen - at denne registreres, når du bestiller adgangskortet. Efter tilmelding vil du modtage et elektronisk adgangskort, som du blot kan vise på din smartphone eller tablet, når du møder op til generalforsamlingen. Medmindre du har afgivet fuldmagt, vil du ved fremvisning af adgangskortet få udleveret din stemmeseddel. Du skal dog være opmærksom på, at såfremt du ved bestilling af adgangskort vælger ikke at modtage dette via e-mail, vil du i stedet skulle afhente dit adgangskort ved indgangen til generalforsamlingen. For at kunne få adgangskortet udleveret, kræver det fremvisning af gyldig legitimation.
Live-webcast
Generalforsamlingen vil blive live-webcastet via Euronext Securities (VP Securities A/S’) generalforsamlingsportal. Transmissionen vil omfatte såvel billede som lyd. For at følge generalforsamlingen skal aktionærerne logge sig på generalforsamlingsportalen med sit NemID. Det kræver ikke tilmelding til generalforsamlingen at følge webcasten. Der vil ikke være mulighed for at fremkomme med spørgsmål og indlæg og/eller afgive stemme undervejs.
Tekniske krav
Anvendes en PC til at følge generalforsamlingen, kan internetbrowserne Edge, Chrome eller Firefox anvendes. Anvendes en Mac, IPhone eller iPad kan en af de 2 nyeste versioner af Safari (version 12 eller 13) anvendes. Ved ældre Apple-udstyr, som ikke har nyeste versioner af Safari, kan der i stedet installeres en Chrome-browser, som kan benyttes.
Aktionærerne bør som minimum have en 5-10 Mbit/s -forbindelse for at sikre en god transmission.
Inden afholdelsen af generalforsamlingen vil der fra kl. 13.30 være mulighed for kaffe/te m.v.
Silkeborg, den 22. februar 2022
Bestyrelsen
Vedhæftet fil