Dansk Supermarked A/S har i dag indgået aftale om salg af sit helejede datterselskab Netto Foodstores Limited til Asda Stores Limited for et samlet vederlag af GBP 778 mio. på gælds- og kontantfri basis. “Netto UK har været profitabelt og blev i 2009 valgt til ”Årets Discountbutik” i Storbritannien. Vi har betydelige vækstmuligheder i Skandinavien og Nordeuropa, og mener, at tiden er inde til at styrke vores indsats over for udviklingen af vore forretninger i disse lande. Som en af de førende detailkæder er Asda en ideel køber til vore butikker i Storbritannien,” udtaler Erling Jensen, CEO i Dansk Supermarked A/S. “Dansk Supermarked vil fortsat investere i Netto og have kraftig fokus på vækst i overensstemmelse med den strategi, der er udstukket af bestyrelsen og bakket op af vore ejere, som ser detailhandel som et væsentligt kerneområde,” fortsætter Erling Jensen. Transaktionen, der er betinget af, at der opnås godkendelse fra de engelske konkurrencemyndigheder, forventes gennemført i løbet af september 2010. Transaktionen forventes at indbringe en regnskabsmæssig avance til Dansk Supermarked A/S på omkring DKK 4,6 mia. Den samlede salgssum og regnskabsmæssige avance kan blive reduceret afhængigt af eventuelle konkurrencemæssige tiltag, som de engelske konkurrencemyndigheder kan kræve gennemført, som betingelse for handlens gennemførelse. Netto Foodstores Limited ejer Dansk Supermarkeds detailhandel i Storbritannien, der består af 193 Netto discountbutikker. Inden transaktionen ejede Dansk Supermarked, som blev stiftet i 1960 af Herman Salling, mere end 1.300 butikker og varehuse med tilsammen mere end 43.000 ansatte. Efter transaktionens gennemførelse ejer Dansk Supermarked i alt mere end 1.100 butikker og varehuse med ca. 40.000 ansatte. A.P. Møller - Mærsk A/S har været medejer af Dansk Supermarked A/S siden 1964 og ejer en aktieandel i Dansk Supermarked A/S på ca. 68%. Kontaktperson: Erling Jensen, CEO i Dansk Supermarked A/S, Tlf.: +45 8930 3203. A.P. Møller - Mærsk A/S - Investor Relations: Tlf.: +45 3363 3106. København, den 27. maj 2010