2009: ACCEPTABELT RESULTAT I HÅRDT KRISEÅR Spar Nord Banks resultat for 2009 blev på 145 mio. kr. før skat. I betragtning af den svære økonomiske krise med store nedskrivninger og bidrag til Bankpakke I, betragtes resultatet som acceptabelt. Basisindtægterne udviklede sig meget tilfredsstillende med en vækst på 34 pct. til 2.624 mio. kr. og bidrog til, at koncernens basisindtjening før nedskrivning for første gang realiseres over 1 mia. kr. Nedskrivningerne blev på 584 mio. kr., svarende til en nedskrivningsprocent på 1,22, og bidraget til Bankpakke I var på 291 mio. kr. Andre væsentlige overskrifter fra årsregnskabet: • Nettorenteindtægter udviklede sig robust med vækst på 18 pct. til 1.768 mio.kr. • Nettogebyrindtægter voksede 4 pct. til 417 mio. kr. • Kursreguleringer blev på 284 mio. kr., primært drevet af gunstige markedsforhold for realkreditobligationer • Omkostningsvækst på 17 pct. - underliggende vækst på 6 pct., når der korrigeres for integration af tilkøbte aktiviteter samt øvrige engangsposter • Overdækning i forhold til strategisk likviditetsmål på 7,4 mia. kr. • Solvensprocent på 14,2 - individuelt solvensbehov på 8,5 pct. • For 2010 forventes en basisindtjening før nedskrivninger i niveauet 800-1.000 mio. kr. Udviklingen i 4. kvartal 2009: • Nettorenteindtægter på 410 mio. kr. (3. kvt.: 416 mio. kr.) • Nettogebyrindtægter på 108 mio. kr. (3. kvt.: 104 mio. kr.) • Kursreguleringer på 69 mio. kr. (3. kvt.: 61 mio. kr.) • Basisindtjening før nedskrivninger på 200 mio. kr. (3. kvt. 231 mio. kr.) • Nedskrivninger på udlån på 165 mio. kr. (3. kvt.: 142 mio. kr.) • Bidrag til Bankpakke I på 74 mio. kr. • Resultat før skat på -16 mio. kr. (3. kvt.: 46 mio. kr.) Administrerende direktør Lasse Nyby udtaler: - Overordnet set er vi tilfredse med, at vi er kommet igennem et af de sværeste år i mange årtier med et pænt sort tal på bundlinjen, og at vores basisindtægter udvikler sig positivt. For en bank som vores, der fokuserer på private kunder og lokalområdets virksomheder, kan det ikke undgås, at en samfundsøkonomisk krise som den nuværende vil medføre ganske høje nedskrivninger. Vores kapital- og likviditetsposition er stærk, og vi er godt rustet både til at modstå fremtidige udfordringer og til at skabe forretningsmæssig vækst de kommende år. Venlig hilsen Spar Nord Bank Ole Madsen Kommunikationsdirektør Spar Nord Banks Årsrapport for 2009 kan læses på www.sparnord.dk/ir/AR09.