Idet det af Nordjyske Bank A/S ("Nordjyske Bank") fremsatte købstilbud på Nørresundby Bank A/S ("Nørresundby Bank") gennemføres, og idet Spar Nord Bank A/S (”Spar Nord”) dermed vil realisere en regnskabsmæssig gevinst på ca. 220 mio. kr., har Spar Nords bestyrelse besluttet at indstille til bankens generalforsamling 22. april, at der udbetales et ekstraordinært udbytte på DKK 2 pr. aktie. Efter udløb af tilbudsperiode og gennemførelse af generalforsamling i Nørresundby Bank 26. februar er det en kendskabsgerning, at det af Nordjyske Bank fremsatte købstilbud på Nørresundby Bank gennemføres, og at aktionærerne i Nørresundby Bank, herunder Spar Nord, som ejer 54,9 pct. af banken, således modtager DKK 335 samt 1 ny aktie i Nordjyske Bank pr. aktie i Nørresundby Bank. Som omtalt i selskabsmeddelelse nr. 6 af 24. februar 2015 har Spar Nord indgået aftaler med en kreds af professionelle investorer om salg af de 2.524.084 stk. aktier i Nordjyske Bank, som Spar Nord i den forbindelse vil modtage. Dermed realiserer Spar Nord en gevinst på ca. 220 mio. kr. i 1. kvartal 2015. Ud over denne regnskabsmæssige gevinst vil salget af aktierne medføre, at Spar Nords ordinære basisindtjening bliver reduceret med Spar Nords forholdsmæssige andel af Nørresundby Banks indtjening. Samlet betyder de to forhold, at Spar Nord nu forventer en basisindtjening før nedskrivninger for 2015 i niveauet DKK 1.4 mia. På kapitalsiden vil salget samlet frigøre i niveauet DKK 750 mio. i egentlig kernekapital svarende til en samlet positiv påvirkning af den egentlige kernekapitalprocent på 1,6 (baseret på fuldt indfaset CRD IV). På baggrund af den positive regnskabsmæssige effekt af gennemførelsen af købstilbuddet fra Nordjyske Bank samt Spar Nords solide kapitalposition har Spar Nord besluttet at indstille til bankens generalforsamling 22. april, at der udbetales et ekstraordinært udbytte på DKK 2 pr. aktie vedrørende regnskabsåret 2015. Inden beslutningen om at indstille det ekstraordinære udbytte, havde Spar Nord i forbindelse med aflæggelse af årsrapporten for 2014 indstillet et ordinært udbytte på DKK 1,60 pr aktie vedrørende regnskabsåret 2014. Den samlede udbetaling vil, hvis indstillingen godkendes, således andrage DKK 3,60 pr. aktie. Efter fraregning af foreslået udbytte forventes Spar Nords egentlige kernekapitalprocent at være i niveauet 13,3 ultimo 1. kvartal 2015, mens den samlede kapitalprocent forventes at være i niveauet 15,4. Spar Nords strategiske kapitalmål er at have en egentlig kernekapitalprocent på minimum 12 og en samlet kapitalprocent på minimum 15. Bankens udbyttepolitik tilsiger, at forudsat at de strategiske kapitalmål er opfyldt, udloddes 33 % nettooverskuddet. I tilfælde af, at der ikke findes værdiskabende investeringsmuligheder, vil en passende kapitalposition blive sikret via yderligere udbyttebetaling og/eller aktietilbagekøb. Henvendelser vedrørende denne meddelelse For spørgsmål til indholdet af denne meddelelse, kontakt venligst adm. direktør Lasse Nyby på telefon +45 96 34 40 11 eller kommunikationsdirektør Ole Madsen på telefon +45 96 34 40 10 Venlig hilsen Spar Nord Bank A/S Ole Madsen Kommunikationsdirektør