Indkaldelse til ordinær generalforsamling I henhold til vedtægternes § 10 indkaldes hermed til ordinær generalforsamling i Spar Nord Bank A/S onsdag den 22. april 2015 kl. 15.30 på adressen Europahallen, Aalborg Kongres & Kultur Center, Europaplads 4, 9000 Aalborg. Dagsorden 1. Valg af dirigent. Bestyrelsen indstiller advokat Laurits Toft 2. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed. 3. Fremlæggelse af revideret årsregnskab til godkendelse samt koncernregnskab. 4. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til det godkendte regnskab. Bestyrelsen indstiller, at der udbetales 1,60 kr. i udbytte pr. aktie. 5. Beslutning om udlodning af ekstraordinært udbytte. Bestyrelsen indstiller, at der under henvisning til Selskabslovens § 182 udbetales 2,00 kr. i ekstraordinært udbytte. 6. Forelæggelse af selskabets vederlagspolitik til godkendelse i henhold til Lov om Finansiel Virksomhed. 7. Godkendelse af bestyrelsens vederlag for 2014 og niveauet for vederlaget for 2015. 8. Bemyndigelse til bestyrelsen til køb af egne aktier. Bestyrelsen indstiller under henvisning til Selskabslovens § 198, at bestyrelsen i tiden indtil næste ordinære generalforsamling bemyndiges til at lade selskabet erhverve egne aktier med en pålydende værdi på indtil 10 % af aktiekapitalen til den på erhvervelsestidspunktet gældende børskurs med en afvigelse på op til 10 %. 9. Valg af medlemmer til bestyrelsen, jf. bankens vedtægter § 16 stk. 1. Bestyrelsen indstiller Per Nikolaj Bukh og Kaj Christiansen til genvalg. Hans Østergaard har ikke ønsket genvalg, og derudover er det besluttet, at Fritz Dahl Pedersen, som indtrådte i bestyrelsen i forbindelse med fusionen mellem Spar Nord og Sparbank i 2012, hvor bestyrelsen blev midlertidig udvidet fra 6 til 7 aktionærvalgte bestyrelsesmedlemmer, udtræder af bestyrelsen. Denne beslutning skal ses i lyset af, at integrationen af Spar Nord og Sparbank anses for at være tilendebragt på meget tilfredsstillende vis, og en enig bestyrelse derfor har besluttet igen at reducere antallet af generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer til 6. Der henvises til Spar Nord Banks årsrapport for 2014 for oplysninger om hvert af de nuværende bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen indstiller, at styrelsesdirektør John Sørensen vælges til bestyrelsen. 10. Valg af revisor. Bestyrelsen indstiller, at Ernst & Young (CVR-nr. 30700228) genvælges som selskabets revisor. 11. Forslag fra bestyrelsen: 1. Bestyrelsen fremsætter forslag om ophævelse af Vedtægternes § 3a om særlig bemyndigelse til selskabets bestyrelse til at udvide selskabets aktiekapital. 2. Bestyrelsen fremsætter forslag om ophævelse af Vedtægternes § 3b om bemyndigelse til selskabets bestyrelse til at optage et lån som hybrid kernekapital. 3. Bestyrelsen fremsætter forslag om ændring af Vedtægternes § 6 stk. 1 om frist for afholdelse af valg til bankråd. Vedtægternes § 6 stk. 1 er herefter sålydende: I hver af selskabets aktionærkredse vælger aktionærerne et bankråd på 8 medlemmer. Bankrådsmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at halvdelen er på valg hvert år. Valget afholdes inden 1. april og senest 3 uger før generalforsamlingen i selskabet og er gældende fra valgtidspunktet. Genvalg kan finde sted. Ved sammenlægning af selskabets aktionærkredse skal alle bankrådsmedlemmer fra de sammenlagte aktionærkredse på valg på førstkommende aktionærmøde. Selskabets interne revision foretager lodtrækning om, hvilke af bankrådsmedlemmerne der skal på valg året efter. 12. Eventuelt. Dagsorden og de fuldstændige forslag, der påtænkes fremsat på generalforsamlingen, vil fra den 26. marts 2015 ligge til gennemsyn for aktionærerne på selskabets adresse og på www.sparnord.dk. Registreringsdagen er onsdag 15. april 2015. Møde- og stemmeret Enhver aktionær, der på registreringsdagen er noteret eller har begæret deres aktier noteret i ejerbogen og som senest onsdag 15. april 2015 har bestilt adgangskort, har adgang til generalforsamlingen. Aktionæren er berettiget til at medtage en rådgiver til generalforsamlingen. Såfremt aktionæren ønsker at medbringe en rådgiver, skal rådgiveren ligeledes anmode om adgangskort senest onsdag 15. april 2015. Adgangskortet kan bestilles ved henvendelse på selskabets adresse, Skelagervej 15, 9000 Aalborg eller på telefon 96 34 40 17 (Direktionssekretariatet). Fuldmagtsblanket og dokument til brug for afgivelse af brevstemme findes på www.sparnord.dk og kan inden generalforsamlingen fremsendes til VP Investor Services A/S, Weidekampsgade 14 - P.O. Box 4040, 2300 København S. Eventuelle fuldmagter skal være VP Investor Services A/S i hænde senest den 15. april 2015, og brevstemmer skal være afgivet senest den 21. april 2015 klokken 12.00. Vedtægternes bestemmelser om stemmeret er følgende: § 9 stk. 1. En aktionær, der ejer mindst 20.000 aktier(storaktionær) på registreringsdagen 1 uge før generalforsamlingen, har ret til at udøve stemmeret på generalforsamlingen. § 10 stk. 4. Aktionærernes ret til at udøve stemmeret på generalforsamlingen sker gennem de delegerede. Dette gælder dog ikke de i § 9 stk. 1 nævnte aktionærer. § 15 stk. 1. De delegerede, der tillige er bankrådsmedlemmer, repræsenterer den aktiekapital, der på registreringsdagen 1 uge før generalforsamlingen er noteret som værende tilhørende den pågældende aktionærkreds. Hver delegeret repræsenterer lige store brøkdele af aktiekapitalen, beregnet ud fra antallet af delegerede umiddelbart forud for generalforsamlingen. § 15 stk. 2. En storaktionær jf.§ 9 stk. 1, repræsenterer den aktiekapital, der på registreringsdagen 1 uge før generalforsamlingen er noteret eller er begæret noteret som tilhørende den pågældende. § 15 stk. 3. For at væres stemmeberettiget til generalforsamlingen skal den delegerede eller storaktionæren senest 3 dage før generalforsamlingen have anmodet om adgangskort. Spar Nord Banks aktiekapital udgør 1.255.299.180 kr. fordelt på aktier á 10 kr. Venlig hilsen Spar Nord Bank A/S Torben Fristrup Bestyrelsesformand