Finanstilsynet har nu godkendt Trygs ekstraordinære aktietilbagekøbsprogram på 1 mia. DKK, der iværksættes pr. dags dato. Aktietilbagekøbsprogrammet forventes at blive gennemført i perioden fra 6. april 2016 og frem til udgangen af 2016. Følgende retningslinjer gælder for Trygs aktietilbagekøbsprogram: -- Handelsvolumen af egne aktier er begrænset til en samlet værdi på 1 mia. DKK -- Den daglige volumen af opkøbte aktier må ikke overstige 25 % af den daglige omsætning i Tryg-aktien på NASDAQ Copenhagen og målt som gennemsnittet over en periode på løbende 20 handelsdage. -- I aktietilbagekøbsprogrammets levetid må der ikke købes aktier til kurser, der er højere end de to følgende kurser: -- Kursen på sidste indberettede uafhængige handel. -- Kursen på det højeste uafhængige bud på NASDAQ Copenhagen. Tryg vil hver uge oplyse om antallet af tilbagekøbte aktier og værdien af disse aktier i en selvstændig selskabsmeddelelse til NASDAQ Copenhagen. Ved iværksættelsen af aktietilbagekøbsprogrammet havde Tryg 7.171.251 egne aktier eller cirka 2,5 % af den samlede aktiekapital. 7.018.346 aktier fra aktietilbagekøbsprogrammet i 2015 vil blive annulleret i 2016.