Lyxumia®-licensindtægter til Zealand udgør 6,3 mio. kr. i 1. kvartal 2015 baseret på Sanofis salg uden for USA i samme periode København, 2015-04-30 07:39 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- 30. april 2015 - Zealand Pharma A/S ("Zealand") (Nasdaq Copenhagen: ZEAL) rapporterer Lyxumia® (lixisenatid)-licensindtægter på 6,3 mio. kr. for 1. kvartal 2015. De rapporterede licensindtægter er baseret på Sanofis salg af Lyxumia® uden for USA i den pågældende periode og repræsenterer en stigning på 66 % i forhold til samme periode i 2014. Lyxumia® er en prandial GLP-1 agonist til én gang daglig dosering til behandling af type-2 diabetes, som er opfundet af Zealand og udviklet og markedsført af Sanofi under en global licensaftale. Lyxumia® er godkendt i over 50 lande uden for USA, og Sanofi har indtil videre lanceret produktet i flere end 35 af disse lande med yderligere lanceringer planlagt til senere i 2015. I forlængelse af understøttende resultater fra ELIXA, hjerte-kar-sikkerhedsstudiet af Lyxumia®, der blev meddelt den 19. marts 2015 (selskabsmeddelelse nr. 07-15), arbejder Sanofi videre mod planlagt indsendelse af en registreringsansøgning for produktet i USA i 3. kvt. 2015. I en kommentar til denne meddelelse udtaler Britt Meelby Jensen, administrerende direktør i Zealand: "Som det første markedsførte lægemiddel, som er opfundet af Zealand, repræsenterer Lyxumia® starten på vedvarende indtægter for vores virksomhed. Med de nyligt rapporterede første resultater af hjerte-kar-sikkerhedsstudiet, ELIXA, er endnu en vigtig milepæl nået for Lyxumia®, hvilket også baner vejen for Sanofis planlagte registreringsansøgning i USA i 3. kvartal i år." Betingelserne for licenssamarbejdet med Sanofi I henhold til licensaftalen med Sanofi, som dækker lixisenatid (Lyxumia®) og kombinationsprodukter, der indeholder lixisenatid, er Zealand berettiget til at modtage yderligere milepælsbetalinger på op til 160 mio. USD. Herudover er Zealand berettiget til trinvist stigende, lave tocifrede procentvise licensbetalinger af Sanofis globale salg af Lyxumia® samt faste, lave tocifrede procentvise licensbetalinger af det totale globale salg af LixiLan. LixiLan er kombinationsproduktet af Lyxumia® og Lantus® til én gang daglig enkeltinjektion, som Sanofi planlægger at indsende registreringsansøgninger på i USA og Europa i 4. kvt. 2015 i forlængelse af resultaterne fra to fase III-studier, som ventes offentliggjort i 3. kvt. 2015. ????? For yderligere information kontakt venligst: Britt Meelby Jensen, adm. direktør Tlf. 51 67 61 28, e-mail: bmj@zealandpharma.com Hanne Leth Hillman, direktør for Kommunikation og Investor Relations Tlf. 50 60 36 89, e-mail: hlh@zealandpharma.com Om Zealand Pharma Zealand Pharma A/S ("Zealand") (Nasdaq København: ZEAL) er et biotekselskab med hovedsæde i København, Danmark. Zealand har ekspertise inden for identificering, design og udvikling af nye peptid-lægemidler og besidder herudover også kompetencer inden for design og udførelse af kliniske studier. Det terapeutiske fokus er på kardio-metaboliske sygdomme og akutte indikationer, og selskabet har en pipeline med egne, nye lægemiddelprodukter under udvikling sideløbende med en partner-baseret produkt- og udviklingsportefølje. Det første lægemiddel, der er opfundet af Zealand er lixisenatid (Lyxumia®), der markedsføres globalt (ex USA) af Sanofi til behandling af type 2-diabetes. Lixisenatid er også i fase III-udvikling som en kombinationspen med Lantus® (LixiLan) under aftalen med Sanofi. Registreringsansøgninger er planlagt for lixisenatid i USA til 3. kvartal 2015 og for LixiLan i USA og EU i 4. kvartal 2015. Zealands pipeline af fuldejede produkter omfatter danegaptid (forebyggelse af iskæmisk reperfusionsskade) i fase II og ZP4207 (en ny stabil glukagon produkt til behandling af alvorlige tilfælde af blodsukkermangel) i fase I samt flere andre terapeutiske peptider i klinisk og præklinisk udvikling. Partnerskaber er et vigtigt strategisk element til at optimere virksomhedens ekspertise, mindske udviklingsrisikoen ved store kliniske studier samt sikre finansiering og optimal markedsføring af virksomhedens lægemidler. Zealand har globale partnerskaber og licensaftaler med Sanofi, Helsinn Healthcare, Boehringer Ingelheim og Lilly. For yderligere information: www.zealandpharma.com Følg os på Twitter @ZealandPharma