Selskabsmeddelelse nr. 16/2015 | 19. november 2015 Danske Andelskassers Bank A/S kommer ud af 1.-3. kvartal 2015 med et resultat på -17 mio. kr. før skat. Resultatet er primært påvirket af en nedgang i nettorenter samt faldende kursreguleringer i forhold til samme periode sidste år. Dette modsvares delvist af fortsat stigende gebyr- og provisionsindtægter, generelt faldende omkostninger samt lavere nedskrivninger. Resultatet for 1.-3. kvartal betegnes som acceptabelt. Danske Andelskassers Banks basisindtjening blev 85 mio. kr. i 1.–3. kvartal 2015 mod 105 mio. kr. i samme periode 2014 og er påvirket af faldende nettorenter med 52 mio. kr. som følge af lavere udlån og det generelt lavere renteniveau. Trods en fortsat ret begrænset økonomisk aktivitet i bankens markedsområder er det dog lykkedes banken at stabilisere udviklingen i udlånet, der således er på samme niveau som i 1. og 2. kvartal 2015. Basisindtjeningen er ligeledes påvirket af en stigning i gebyr- og provisionsindtægter på 14 mio. kr. som følge af en høj konverterings-aktivitet på realkreditlån samt lavere omkostninger på 10 mio. kr. svarende til 3,1 % i forhold til samme periode 2014, dog modsvaret af lavere udbytte af aktier. Der ses i 3. kvartal 2015 en aftagende aktivitet på konverteringer, og den fortsatte stigning i bankens gebyr- og provisionsindtægter kan derfor primært tilskrives større aktivitet på investeringsområdet. Bortset fra udviklingen i basisindtjeningen er resultatet i Danske Andelskassers Bank påvirket af faldende kursreguleringer på 67 mio. kr. i forhold til samme periode 2014 samt omkostninger i forbindelse med omstruktureringer, delvist modsvaret af lavere nedskrivninger på udlån mv., der i 1.-3. kvartal 2015 beløb sig til 92 mio. kr. mod 115 mio. kr. i samme periode året før. Nedskrivningerne for 1.–3. kvartal 2015 ligger på niveau med bankens forventninger for perioden, som i høj grad har været præget af den fortsatte krise i dansk landbrug. Danske Andelskassers Bank havde i september 2015 besøg af Finanstilsynet som opfølgning på seneste inspektion i efteråret 2014. Finanstilsynet konkluderede blandt andet, at bankens kapitalmæssige overdækning på 1,4 procentpoint er lav målt i forhold til kravet til den egentlige kernekapital, og at Danske Andelskassers Bank derfor bør styrke sit kapitalgrundlag. Helt i tråd med Finanstilsynets konklusion er det bankens hensigt at øge den kapitalmæssige overdækning yderligere, hvorfor banken den 12. oktober 2015 offentliggjorde planer om en fortegningsretsemission samt efterfølgende udstedelse af erhvervsobligationslån og hermed en styrkelse af kapitalgrundlaget. Danske Andelskassers Bank fastholder fortsat sine forventninger til en basisindtjening mellem 125 og 155 mio. kr. i 2015. Som meldt ud i forbindelse med bankens halvårsrapport 2015 forventes det, at basisindtjeningen vil ligge i den lave ende af intervallet som følge af forhøjede omkostninger i 2. kvartal 2015 samt generelt lavere nettorenter. Direktionens kommentar til 1.– 3. kvartalsrapporten I forbindelse med regnskabet for 1.– 3. kvartal 2015 har administrerende direktør i Danske Andelskassers Bank A/S, Jan Pedersen, følgende kommentar: ”Overordnet vil jeg betegne resultatet som acceptabelt, selv om jeg selvfølgelig helst havde set, at vi også i 1.–3. kvartal 2015 var kommet ud med et overskud. 2. kvartal 2015 har trukket ned i det samlede resultat på grund af nogle ekstraordinært høje engangsudgifter, og i 3. kvartal har vi haft negative kursreguleringer samt omkostninger i forbindelse med omstruktureringer. Udover dette er der mange positive elementer i regnskabet. Ser man for eksempel isoleret på tallene for 3. kvartal, har vi en basisindtjening på 34 mio. kr. og et fald i de generelle omkostninger, hvilket understreger, at det alt andet lige går den rigtige vej. Banken er dog endnu ikke i mål, og derfor skal vi fortsat have fokus på, at organisationen hele tiden er optimeret, så vi kan tilpasse os omgivelsernes behov og de til enhver tid gældende markedsvilkår.” Hovedtal Mio. kr. 1. - 3. kvartal 2015 1. - 3. kvartal 2014 2014 ----------------------------------------------------------------------------- Resultat før skat -17 43 23 Basisindtjening 85 105 143 Omkostninger 325 335 445 Nedskrivninger og tab 92 115 153 Kursreguleringer 14 81 65 Indlån 8.344 8.624 8.565 Udlån 5.627 6.043 5.701 Kapitalprocent 14,3 % 12,9 % 15,7 % Solvensbehov 12,2 % 13,3 % 13,0 % Kapitalmæssig overdækning 2,1 % -0,4 % 2,7 % Likviditetsoverdækning 165 229 236 Egenkapital 845 882 860 ----------------------------------------------------------------------------- Yderligere information Ønskes yderligere information, kan kommunikationschef Tine Martlev Pallesen i Danske Andelskassers Bank kontaktes på telefon 87 99 30 33 eller mobil 23 72 55 70. Vedlagte filer 1.-3. kvartalsrapport 2015 – Danske Andelskassers Bank A/S Selskabsmeddelelse 1.–3. kvartalsrapport 2015 – Danske Andelskassers Bank A/S Denne selskabsmeddelelse indeholder visse fremadrettede udsagn, herunder udsagn om Danske Andelskassers Banks aktiviteter. Sådanne fremadrettede udsagn er baseret på oplysninger, antagelser og vurderinger, som Danske Andelskassers Bank finder rimelige. Disse fremadrettede udsagn omfatter kendte og ukendte risici, usikkerheder og andre væsentlige forhold, der kan få Danske Andelskassers Banks faktiske resultater, udvikling eller præstationer eller branchens resultater til at afvige væsentligt fra de fremtidige resultater, udvikling eller præstationer, der er udtrykt eller underforstået i forbindelse med disse fremadrettede udsagn. Hvis en eller flere af disse risikofaktorer eller usikkerhedsmomenter udløses, eller hvis en underliggende forudsætning viser sig at være forkert, kan Danske Andelskassers Banks faktiske økonomiske stilling eller driftsresultater afvige væsentligt fra det, der er beskrevet som forudsat, vurderet, skønnet eller forventet.