Hartmann lukker fabrik i Tyskland og flytter produktion





Efter forhandlinger med medarbejderrepræsentanter lukker Hartmann sin fabrik i Tyskland og flytter produktionen til øvrige europæiske fabrikker, hvor kapaciteten er under udvidelse. Tiltaget skal styrke konkurrenceevnen og lønsomheden i et stadig mere konkurrencepræget europæisk marked. Forventningerne til 2015 fastholdes.

Som oplyst i delårsrapporten for 2. kvartal 2015 (selskabsmeddelelse nr. 9/2015 af 20. august 2015) har Hartmann forhandlet med tyske medarbejderrepræsentanter vedrørende den foreslåede lukning af koncernens fabrik i Schwedt, Tyskland. Forhandlingerne er afsluttet, og Hartmanns ledelse har besluttet at lukke den tyske fabrik og flytte produktionen til øvrige europæiske fabrikker, hvor kapaciteten er under udvidelse.

Lukningen vil finde sted i 2. kvartal 2016 og forventes ikke at påvirke salget i Europa eller Hartmanns samlede omsætning. Tiltaget medfører opsigelse af 77 medarbejdere i Tyskland og forventes at få fuld effekt fra 2017 og bidrage til realiseringen af Hartmanns langsigtede målsætninger om at øge omsætningen til 2,2-2,4 mia. kr. og overskudsgraden til 12-14% i 2017.

Særlige omkostninger forventes fortsat at udgøre 90-110 mio. kr. i 2015, og Hartmann fastholder forventningerne til 2015 om en omsætning på 2,0-2,1 mia. kr. og en overskudsgrad på 10-11,5% før særlige poster.

Hartmanns forventninger til 2016 vil blive præsenteret i forbindelse med offentliggørelse af årsrapporten for 2015 den 8. marts 2016.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Ulrik Kolding Hartvig
Adm. direktør
Telefon: (+45) 45 97 00 57

HUG#1978529


Attachments:
  • Selskabsmeddelelse i PDF



    This content was distributed through
    TR ONE

    Create value through communication

    Visit us here.