Hartmann tager retslige skridt for at opnå klarhed over retsgrundlaget i verserende sag om prisfastsættelse af fjernvarme









Hartmann indleder klagesag mod Energitilsynet og stævner Energiklagenævnet for at opnå klarhed over retsgrundlaget i den verserende sag om prisfastsættelse af fjernvarme fra Hartmanns kraftvarmeværk. Hartmanns daglige drift og forventninger påvirkes ikke af de retslige skridt eller sagens endelige afgørelse.

Efter en nyligt afsagt afgørelse i Energitilsynet om Hartmanns pligt til at udarbejde varmeregnskab for 2015 er der skabt usikkerhed om retsgrundlaget i den verserende sag mellem Hartmann og Tønder Fjernvarmeselskab om prisfastsættelse af fjernvarme, der har pågået siden 2008. Energitilsynet har baseret sin nye afgørelse i den relaterede sag på varmeforsyningslovens bestemmelser, mens Energiklagenævnets endelige administrative afgørelse i hovedsagen om prisfastsættelse fastslår, at spørgsmålet om et eventuelt tilbagebetalingskrav ikke er reguleret i varmeforsyningsloven og henhører under domstolene.

Det er afgørende at skabe sikkerhed om retsgrundlaget for hovedsagen. Hartmann har derfor påklaget Energitilsynets afgørelse i den relaterede sag til Energiklagenævnet. Hartmann har tillige stævnet Energiklagenævnet ved Københavns Byret med påstand om, at nævnets afgørelse i hovedsagen er ugyldig og skal hjemvises til fornyet behandling for en nærmere stillingtagen til prisfastsættelsesspørgsmålet.

I 2015 ophørte Hartmanns leverancer af fjernvarme og leveringspligt til Tønder Fjernvarmeselskab, og hverken de retslige skridt eller den endelige afgørelse af hovedsagen vil derfor påvirke den daglige drift eller forventningerne til 2016 og målsætningerne for 2017.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Ulrik Kolding Hartvig
Adm. direktør
Telefon: (+45) 31 21 68 72



Attachments:
  • Selskabsmeddelelse i PDF