Selskabsmeddelelse nr. 195, 2009 H+H International A/S Dampfærgevej 27-29, 4. 2100 København Ø Danmark Telefon: +45 35 27 02 00 www.HplusH.com 23. september 2009 H+H International A/S forhandler med Nordic Capital. I fortsættelse af selskabsmeddelelse nr. 193 af 21. september 2009, hvor det blev oplyst, at der var opnået principiel enighed med en investor om rekapitalisering af H+H-koncernen så hurtig som muligt, skal det oplyses, at investoren er Nordic Capital Fund VII (Nordic Capital). Forhandlingerne mellem bestyrelsen og Nordic Capital om modellen og vilkårene for en rekapitalisering pågår fortsat. Mens forhandlingerne med Nordic Capital pågår, har bestyrelsen påtaget sig ikke at forhandle med eventuelle konkurrerende bydere. De fortsatte forhandlinger støttes af selskabets primære långiver. Som tidligere meddelt besluttede bestyrelsen primo juli 2009 at igangsætte en kapitalsøgningsproces med bistand fra SEB Corporate Finance til undersøgelse af forskellige alternative muligheder for styrkelse af kapitalgrundlaget. Som led i kapitalsøgningen blev der taget kontakt til en række investorer, herunder blev der i samarbejde med selskabets A-aktionær taget kontakt til Nordic Capital. Drøftelserne med Nordic Capital er foregået siden juli 2009 parallelt med, at bestyrelsen undersøgte alternative muligheder for rekapitalisering, herunder muligheden for en fortegningsretsemission for alle selskabets aktionærer, som dog ikke umiddelbart har været vurderet mulig. Kapitalsøgningsprocessen har ikke afdækket andre muligheder for eller ført til tilbud om tilførsel af kapital fra andre investorer, der på tilfredsstillende vis kan afhjælpe virksomhedens finansielle situation, og som samtidig kan sikre opretholdelse af selskabets finansiering. I lyset heraf, samt selskabets nuværende og forventede fremtidige økonomiske situation taget i betragtning, er det bestyrelsens vurdering, at de med Nordic Capital drøftede alternative modeller til rekapitalisering bedst tilgodeser A-aktionærens såvel som B-aktionærernes, kreditorernes og selskabets interesser. Bestyrelsesformanden Anders C. Karlsson understreger, at Nordic Capital siden henvendelsen til dem har bidraget professionelt og fortsat bidrager positivt og konstruktivt til at nå en aftale om selskabets rekapitalisering. Bestyrelsen opfatter således ikke Nordic Capitals eventuelle overtagelse af kontrollen med H+H-koncernen som ”fjendtlig”, som nogle medier har hævdet. Som tidligere nævnt vil bestyrelsen ved indgåelse af en aftale med Nordic Capital indkalde til ekstraordinær generalforsamling og offentliggøre mere detaljerede oplysninger om den anbefalede transaktionsmodel og -betingelser. Det er for indeværende ikke muligt for bestyrelsen at fremkomme med nærmere udtalelser om, hvorvidt og hvornår der vil kunne opnås enighed med Nordic Capital om vilkårene og betingelserne for en rekapitalisering. Anders C. Karlsson Bestyrelsesformand Hans Gormsen Adm. direktør For yderligere oplysninger venligst kontakt: Bestyrelsesformand Anders C. Karlsson på tlf. +46 70 524 7480.