Den 4. oktober 2007 Selskabsmeddelelse nr. 16-07 Søndagsavisen a-s nedjusterer forventningerne yderligere til omsætning og resultat for 2007 Nedjusteringen skyldes primært lavere priser, mindre marked og højere lønudgifter for distribution af adresseløse forsendelser. Forventet nettoomsætning i 2007 nedjusteres med 50-100 mio. kr til 1.650-1.700 mio. kr. Forventet resultat før skat i 2007 nedjusteres med 80 mio. kr. til 20-40 mio. kr. Selskabets distributionsforretning er under et hårdt prispres fra Post Danmark, samtidig med at markedet for distribution af adresseløse forsendelser er mindre end tidligere forventet. Desuden er lønomkostningerne til omdelerkorpset stigende, ikke mindst på grund af den generelt høje beskæftigelse i Danmark. Som direkte konsekvens af den stærkt utilfredsstillende resultatudvikling på koncernens danske distributionsaktiviteter er der iværksat en række tiltag. Disse tiltag inkluderer bl.a. omstruktureringer i ledelsen af koncernens distributionsaktiviteter, som meddelt i selskabsmeddelelse nr. 15-07 den 25. september 2007. Nedjusteringen indeholder engangsomkostninger til gennemførelse heraf. Endvidere ses en tiltagende negativ udvikling på markedet for detailhandelsannoncering, hvor Søndagsavisen har tabt markedsandele på grund af en intensiveret priskonkurrence fra primært gratis dagbladene. Søndagsavisen søger at imødegå denne konkurrence ved at dele Søndagsavisens regionale udgaver til flere mindre delregioner, for derved at kunne tilbyde kunderne et mere fleksibelt annonceringsmønster. Søndagsavisens og OFiR's tiltag på stillingsannoncemarkedet udvikler sig samlet set planmæssigt. Væksten på printannoncer i Søndagsavisen er højere end forventet, mens Internetannonceringen på OFiR er lavere. Målet om at skabe den førende markedsplads for rekruttering til ledige stillinger fastholdes. Yderligere oplysninger kan fås hos administrerende direktør Mads Dahl Andersen, der kan kontaktes på telefon 39 57 75 00. Med venlig hilsen Søndagsavisen a-s Mads Dahl Andersen Administrerende direktør