Den 15. januar 2009 Selskabsmeddelelse nr. 01-09 Søndagsavisen a-s nedjusterer forventningerne til resultat før skat for 2008 primært som følge af nedskrivning på aktiver. Forventningerne til koncernens nettoomsætning for 2008 inklusive frasolgte aktiviteter er i niveauet 1.525 mio. kr., hvilket er i overensstemmelse med de hidtidige forventninger. Koncernens resultat før skat for 2008 forventes nu at udgøre 195-215 mio. kr. Heraf udgør ca. 275 mio. kr. engangsindtægter i forbindelse med salg af såvel Gratistidningar i Sverige AB (GISAB) og Norsk Avisdrift AS (NAD). Forventningerne til årets resultat før skat reduceres med 100 mio. kr. sammenlignet med de hidtidige forventninger og heraf skyldes ca. 15 mio. kr. et lavere resultat af den ordinære drift. Endvidere skyldes ca. 65 mio. kr. nedskrivning på aktiver, hovedsagelig på grund af reduceret efterspørgsel på trykkeriopgaver og negativ udvikling på annoncemarkederne. Den lavere kurs på svenske kroner har desuden reduceret gevinsten ved salget af GISAB i form af realiserede og urealiserede kurstab på i alt ca. 20 mio.kr. På baggrund af nedjusteringen af forventningerne til resultat før skat for 2008 vil bestyrelsen genoverveje den i selskabsmeddelelse nr. 14-08 den 25. september 2008 annoncerede indstilling til generalforsamlingen i 2009 vedrørende udbetaling af et udbytte på 8,0 kr. pr. aktie á nominelt 5,0 kr. Ledelsen er meget opmærksom på de vanskelige markedsforhold på grund af den generelt vigende efterspørgsel og især på det vigende stillingsannoncemarked på såvel print som på internet, og dermed på at gennemføre nødvendige markedstilpasninger. Yderligere oplysninger kan fås hos adm. direktør Mads Dahl Andersen eller økonomidirektør Kåre Wigh på telefon 39 57 75 00. Med venlig hilsen Søndagsavisen a-s Mads Dahl Andersen Adm. direktør