Den 20. maj 2009 Selskabsmeddelelse nr. 12-09 Østre Landsret har i dag tilkendt Søndagsavisen a-s en erstatning på 75 mio. kr. samt 4 mio. kr. til dækning af sagens omkostninger. Sagen angår Forbruger-Kontakts krav på erstatning for det tab, Forbruger-Kontakt har lidt som følge af Post Danmark A/S' misbrug af sin dominerende stilling. Post Danmark overtog i 2003 en række af Forbruger-Kontakts kunder ved at give dem lavere priser end de priser, der blev tilbudt til Post Danmarks egne kunder i strid med konkurrencelovens §11 og EF-traktatens artikel 82. Dommen er afsagt på baggrund af Konkurrencerådets afgørelse af 29. september 2004, Konkurrenceankenævnets kendelse af 1. juli 2005 samt Østre Landsrets dom af 21. december 2007. Parterne har mulighed for at anke sagens afgørelse indtil den 15. juli 2009, og herefter vil det blive vurderet, om erstatningen forventes at få indflydelse på koncernens resultatforventninger i 2009. Som det fremgår, baserer sagen sig på begivenheder, der fandt sted i 2003 og udover den mulige erstatning, har sagen i dag ingen indvirkning på driftssituationen i Forbruger-Kontakt. Vi finder erstatningen rimelig og håber at kunne lægge sagen bag os. Yderligere oplysninger kan fås hos adm. direktør Mads Dahl Andersen på telefon 39 57 75 00. Med venlig hilsen Søndagsavisen a-s Mads Dahl Andersen Adm. direktør