5471 Søndersø, 2016-03-30 16:06 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Bestyrelsen i SP Group A/S (SP Group) har besluttet at tilbagekøbe egne aktier i overensstemmelse med bemyndigelsen givet på den ordinære generalforsamling den 27. april 2012. SP Group besidder pr. 30. marts 2016 35.465 stk. egne aktier à nominelt DKK 10 svarende til 1,59 % af SP Groups aktiekapital. Formålet med aktietilbagekøbsprogrammet er afdækning af eksisterende warrantprogrammer. Aktietilbagekøbet løber i perioden fra og med den 11. april 2016 til og med den 31. december 2016. Aktietilbagekøbsprogrammet bliver iværksat efter bestemmelserne i EU-kommissionens forordning nr. 2273/2003 af den 22. december 2003 (det såkaldte ’Safe Harbour’ regulativ for aktietilbagekøbsprogrammer), som sikrer, at SP Group er beskyttet mod overtrædelse af insiderlovgivningen i forbindelse med tilbagekøbet. SP Group har indgået aftale med Jyske Bank A/S (Jyske Bank) om, at Jyske Bank fungerer som finansiel rådgiver og Lead Manager af tilbagekøbsprogrammet. Jyske Bank træffer sine handelsbeslutninger uafhængigt af og uden indflydelse fra SP Group.