5471 Søndersø, 2016-08-23 15:34 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Bestyrelsen i SP Group A/S (SP Group) har besluttet at udvide og forlænge tilbagekøbet af egne aktier i overensstemmelse med bemyndigelsen givet på den ordinære generalforsamling den 27. april 2012. Aktietilbagekøbsprogrammet blev offentliggjort i Selskabsmeddelelse nr. 14/2016 af den 30. marts 2016. SP Group besidder 15.680 stk. egne aktier à nominelt DKK 10 svarende til 0,71 % af SP Groups aktiekapital pr. 22. august 2016. Formålet med aktietilbagekøbsprogrammet er afdækning af eksisterende warrantprogrammer. Aktietilbagekøbet løber i perioden fra og med den 11. april 2016 til og med den 31. december 2016, og forlænges nu til og med den 10. april 2017. Aktietilbagekøbsprogrammet er iværksat efter bestemmelserne i EU-kommissionens forordning nr. 2273/2003 af den 22. december 2003 (det såkaldte ’Safe Harbour’ regulativ for aktietilbagekøbsprogrammer), som sikrer, at SP Group er beskyttet mod overtrædelse af insiderlovgivningen i forbindelse med tilbagekøbet og fra og med den 3. juli 2016 efter bestemmelserne i EU's forordning nr. 596/2014 af den 16. april 2014 om markedsmisbrug, den såkaldte ’markedsmisbrugsforordning’, som værner børsnoterede selskabers bestyrelse og direktion imod overtrædelse af insiderlovgivningen i forbindelse med aktietilbagekøb.