5471 Søndersø, 2016-10-14 14:45 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Den 15. oktober 2016 overtager SP Moulding A/S plastaktiviteterne i Aasum Plast & Metal A/S. Købsprisen er DKK 4 mio. opgjort på gældfri basis. Aasum Plast & Metal, der har fokus på sprøjtestøbning, overtages af SP Moulding A/S. Aasum Plast & Metal A/S er en mindre sprøjtestøbevirksomhed i Åsum på Fyn, stiftet i 1946. Aasum Plast & Metal omsætter for ca. DKK 10 mio. om året i plastaktiviteterne. SP Moulding A/S er en af de førende producenter af sprøjtestøbt plast i Nordeuropa til mange forskellige industrier i forskellige materialer. Med fabrikker i både Danmark, Polen, Kina og Slovakiet har SP Moulding skabt en platform, der gør det muligt at løse mange typer opgaver; fra lav volumen og høj kompleksitet til det modsatte, hvor der er plads til både større og mindre kunder. Læs mere om SP Moulding på www.sp-moulding.dk Frank Gad, administrerende direktør for SP Moulding A/S, begrunder købet som en satsning med gode synergier, da muligheden bød sig. SP Moulding vil gerne ekspandere og udbygge sin rolle som førende udbyder af tekniske artikler i sprøjtestøbt plast til danske og internationale kunder. Jørgen Trydeman, ejer af Aasum Plast & Metal, begrunder salget med et ønske om at gå på pension.