5471 Søndersø, 2017-06-29 14:03 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- SP Group og Nordic Investment Bank (NIB) har indgået en 7-årig låneaftale på DKK 100 mio. (EUR 13,4 mio.) for at understøtte selskabets fortsatte organiske vækst. SP Group forventer en akkumuleret organisk vækst på mere end 20% i årene 2017-2019, og lånet skal finansiere og understøtte denne vækst gennem en styrkelse af salget af SP Groups egne produkter, større internationalisering, højere effektivitet og ved at investere massivt i nye procesteknologier og dygtige medarbejdere. NIB er et internationalt finansieringsinstitut, der ejes af 8 medlemslande: Danmark, Estland, Finland, Island, Letland, Litauen, Norge og Sverige. Instituttet finansierer private og offentlige projekter i og uden for medlemslandene. SP Group producerer formstøbte emner i plast og udfører overfladebelægninger på plast- og metalemner. SP Group er en førende leverandør af plastforarbejdede emner til dansk industri og har en stigende eksport og voksende produktion fra egne fabrikker i Danmark, Polen, Letland, Sverige, Slovakiet, USA, Kina og Brasilien. Desuden har SP Group salgs- og serviceorganisationer i Holland, Sverige, Norge og Canada. SP Group er noteret på NASDAQ Copenhagen.