5471 Søndersø, 2017-08-23 13:55 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Bestyrelsen i SP Group A/S (SP Group) har idag besluttet at udvide og forlænge tilbagekøbet af egne aktier i overensstemmelse med bemyndigelsen givet på den ordinære generalforsamling den 27. april 2017. Aktietilbagekøbsprogrammet blev offentliggjort i Selskabsmeddelelse nr. 17/2017 af den 30. marts 2017. SP Group besidder 25.771 stk. egne aktier à nominelt DKK 10 svarende til 1,13 % af SP Groups aktiekapital pr. 22. august 2017. Formålet med aktietilbagekøbsprogrammet er afdækning af eksisterende warrantprogrammer. Aktietilbagekøbet løber i perioden fra og med den 11. april 2017 til og med den 31. december 2017, og forlænges nu til og med den 10. april 2018. Aktietilbagekøbsprogrammet er iværksat efter bestemmelserne i EU's forordning nr. 596/2014 af den 16. april 2014 om markedsmisbrug, den såkaldte ’markedsmisbrugsforordning’, som værner børsnoterede selskabers bestyrelse og direktion imod overtrædelse af insiderlovgivningen i forbindelse med aktietilbagekøb. SP Group har indgået aftale med Jyske Bank A/S (Jyske Bank) om, at Jyske Bank fungerer som finansiel rådgiver og Lead Manager af tilbagekøbsprogrammet. Jyske Bank træffer sine handelsbeslutninger uafhængigt af og uden indflydelse fra SP Group.