Selskabets bestyrelse har i dag besluttet at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling til afholdelse onsdag den 26. november 2008 kl. 11.00 i Glassalen i Tivoli med det formål at ændre selskabets regnskabsår og dermed vedtægter, således at dette følger kalenderåret. I forbindelse med Skandinavisk Tobakskompagni A/S' salg af House of Prince m.m. til British American Tobacco har Chr. Augustinus Fabrikker Aktieselskab opnået aktiemajoritet og bestemmende indflydelse i Skandinavisk Holding A/S. Skandinavisk Holding A/S er aktiemajoritetsaktionær i Skandinavisk Tobakskompagni A/S, der besidder 31,8 pct. af aktiekapitalen og stemmerettighederne i Tivoli A/S. Chr. Augustinus Fabrikker Aktieselskab besidder selv 25,4 pct. af aktiekapitalen og stemmerettighederne i Tivoli A/S og besidder herefter direkte og indirekte gennem Skandinavisk Tobakskompagni A/S 57,2 pct. af aktiekapitalen og stemmerettighederne i Tivoli A/S. Tivoli A/S' regnskabsår løber fra 1. april til 31. marts. Som følge af Chr. Augustinus Fabrikker Aktieselskab direkte og indirekte andel af aktiekapitalen og stemmerettighederne i Tivoli A/S, er selskaberne efter årsregnskabsloven forpligtet til at have samme regnskabsår. Det er derfor besluttet at omlægge Tivolis A/S regnskabsår, således at dette følger Chr. Augustinus Fabrikker Aktieselskabs regnskabsår, hvilket er kalenderåret. Til vedtagelse af vedtægtsændringen kræves, at mindst 2/3 af såvel de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital stemmer herfor. Med venlig hilsen T I V O L I Lars Liebst adm. direktør Kontaktperson: Vicedirektør HR & Kommunikation Stine Lolk (tlf. 33 75 03 38 / sl@tivoli.dk) Vedhæftet: Indkaldelse til generalforsamling og det fuldstændige forslag.