Tivoli offentliggør besøgstal efter hver sæson og i forbindelse med offentliggørelse af årsrapport og delårsrapporter. Jul i Tivoli varede fra 20. november til 30. december med to Lysfester (generalprøver) den 18. og 19. november og lukket den 24. og 25. december, i alt 41 dage. Til sammenligning varede Jul i Tivoli 2008 47 dage inkl. 2 Lysfester. Besøgstallet for 2009 lå 127.000 under 2008, hvilket kan henføres til dels de færre åbningsdage dels det svigtende besøg under COP 15, der alene betød en nedgang på ca. 100.000 gæster, og som derfor var årsag til den meddelte nedjustering af forventningerne til årets resultat (28. december 09). Besøgstal Jul i Tivoli 2008: 910.000 Besøgstal Jul i Tivoli 2009: 783.000 ”Besøgstallet under Jul i Tivoli 2009 endte desværre et pænt stykke under sidste år, men med et par gode grunde, så vi glæder os i stedet over, at gæsterne uden for COP 15s periode kom som forventet f.eks. havde vi nogle rigtig gode dage mellem jul og nytår. Og så oplevede vi et fint forbrug blandt gæsterne, så vi fastholder de senest udmeldte forventninger på et resultat før skat på 20-30 mio. kr., hvilket, vi synes, er et tilfredsstillende resultat i et finanskriseår som 2009,” siger økonomidirektør Claus Dyhr. Besøgstal for hele 2009: Sommersæson 2008: 2.809.000 Sommersæson 2009: 2.810.000 Halloween i Tivoli 2008: 254.000 Halloween i Tivoli 2009: 275.000 Jul i Tivoli 2008: 910.000 Jul i Tivoli 2009: 783.000 I alt 2008: 3.973.000 I alt 2009: 3.868.000 Med venlig hilsen T I V O L I Lars Liebst Adm. direktør og Claus Dyhr Økonomidirektør Kontaktperson: Vicedirektør Stine Lolk (tlf. 22 23 73 38 / sl@tivoli.dk)