AaB A/S sælger resterende ejendom og udskyder kapitaludvidelse AaB A/S har pr. dags dato indgået en betinget aftale med Himmerland Boligforening om salg af de resterende bygninger på ca. 9.000 m2 af ejendommen på Hadsundvej i Aalborg. Det betingede salg inkluderer faciliteterne, hvor AaB i dag driver AaB College, sportshotel og udlejning. I marts 2010 blev der på tilsvarende vis indgået betinget aftale med fagfor-eningen 3F om delvist salg af ejendom. Med de to aftaler afhænder AaB sine ejendoms-aktiviteter på Hadsundvej. Det er planen, at Himmerland Boligforening vil omdanne ejendommen på Hadsundvej til et attraktivt område, hvor der etableres ungdoms- og kollegieboliger i en kombination med AaB College. AaB vil således kunne fortsætte strategien med udvikling af egne talenter gennem fortsat drift af elitecollege i moderne og fleksible rammer. Ved gennemførelsen af de to betingede salgsaftaler vil AaB have gennemført en betydelig gældsreduktion og sikret en markant slankning af selskabets balance. Dette er et væ-sentligt element i den omstrukturering af selskabets aktiviteter og samtidige styrkelse af selskabets finansielle grundlag, som blev adviseret tidligere på året. Som konsekvens af de to betingede og væsentlige salgsaftaler har selskabet besluttet at udskyde den planlagte kapitaludvidelse fra tredje til fjerde kvartal 2010. Såfremt begge betingede salgsaftaler gennemføres som endelige aftaler i indeværende regnskabsår, forventes en regnskabsmæssig gevinst på det samlede salg af ejendomme. Selskabets 2010-resultat før skat ventes fortsat at blive et underskud, men mindre end det normaliserede driftsresultat i 2009. Med venlig hilsen Aalborg Boldspilklub A/S Poul Sørensen Adm. direktør For yderligere oplysninger kontakt Poul Sørensen på tlf. 22 49 11 37.