Resumé: • TK Development færdigudvikler et overtaget ejendomsprojekt på 5.400 m2 på Trøjborgvej i Århus og indgår samarbejde med Nordica Real Estate A/S omkring projektets gennemførelse. • Projektselskabet ejes 80 % af Nordica Real Estate og 20 % af TK Development. • I forbindelse med overtagelsen af projektet på Trøjborgvej sælger TK Development samtidig to retailparker der er i drift, i alt 3.900 m2, ind i det fællesejede projektselskab. • Salget bidrager til resultatet i indeværende regnskabsår hvor koncernen fortsat forventer at realisere et resultat efter skat i niveauet DKK 100 mio. for 2010/11. TK Development overtager færdigudviklingen af ejendomsprojekt TK Development har overtaget færdigudviklingen af et ejendomsprojekt der omfatter opførelsen af i alt 5.400 m2 på Trøjborgvej i Århus. Omkring projektets gennemførelse har koncernen etableret et samarbejde med Nordica Real Estate A/S der ejer 80 % af projektselskabet mens TK Development ejer de resterende 20 %. Nordica Real Estate A/S er et privatejet bygge- og investeringsselskab med base i Ikast. Projektets 5.400 m2 består af en dagligvareenhed på 1.200 m2 til REMA 1000, et erhvervslejemål på 870 m2 hvortil der pågår forhandlinger med interesserede lejere, samt lejeboliger på i alt 3.330 m2. Der foreligger lokalplan og byggetilladelse, og projektet er fuldt finansieret. Byggeriet sættes i gang snarest hvilket betyder at det samlede projekt forventes færdigopført i efteråret 2011. TK Development modtager fee-honorering for de ydelser som koncernen stiller til rådighed over for det fællesejede projektselskab. TK Development sælger to retailparker I forbindelse med overtagelsen af ejendomsprojektet på Trøjborgvej har TK Development solgt to retailparker der er i drift, ind i det fællesejede projektselskab hvor disse ejendomme genererer positiv drift og positivt cashflow. Det drejer sig om en 2.800 m2 retailpark i Anelystparken i Århus og en 1.100 m2 retailpark i Brønderslev. For begge retailparker gælder at de er fuldt udlejet til lejere der blandt andre tæller Punkt1, Petworld og Butler. Med salget af de to retailparker rummer det fællesejede projektselskab således tre projekter. Efter færdigudvikling og modning er det hensigten at sælge de tre projekter. Salget af de to retailparker bidrager til koncernens resultat i indeværende regnskabsår. TK Development forventer fortsat et resultat efter skat i niveauet DKK 100 mio. for 2010/11. Spørgsmål til denne meddelelse kan rettes til adm. direktør Frede Clausen, telefon 88 96 10 10.