Selskabsmeddelelse nr. 6/2013 Aalborg, Danmark, 2013-03-11 08:52 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Resumé: TK Developments bestyrelse har besluttet at justere koncernens strategi og forretningsmodel, hvilket på sigt forventes at forøge koncernens evne til værdiskabelse, og dermed at få genskabt en bæredygtig forretningsmodel. Væsentlige elementer i justering af strategi og forretningsmodel er en fokus på 2 forretningsmæssige ben, et primært ben i form af developmentaktiviteter og et sekundært ben i form af asset management-aktiviteter. Derudover ændres det markedsmæssige fokus til fremover at være retail- og til dels kontor- og boligprojekter i Danmark, Sverige, Polen og Tjekkiet, hvorimod aktiviteterne i Tyskland, Rusland, Finland og Baltikum på kortere og mellemlangt sigt nedlukkes. Koncernens portefølje af ikke-igangsatte projekter (grunde) på ca. DKK 1,1 mia. planlægges over de kommende 2 år nedbragt til i niveauet DKK 0,5 mia., hvorved kapitalbindingen nedbringes med henblik på at muliggøre igangsætning af nye projekter med en attraktiv avance. Salg af større, færdigopførte og modnede projekter pågår fortsat, hvilket i kombination med nedbringelse af aktiviteter i flere lande og nedbringelse af ikke-igangsatte projekter vil medføre en forbedring af soliditeten. Koncernens risikostyring vil blive styrket med fokus på, at projekter alene igangsættes ud fra nøje bevidsthed om, at den forventede indtjening står mål med projektets kompleksitet, gennemløbstid, kapitalbinding og ressourceindsats i øvrigt. Koncernens interne og eksterne rapportering vil blive ændret til at afspejle aktivitet og udvikling i de to forretningsmæssige ben, samt i afviklingsaktiviteter fra de førnævnte lande, hvor aktiviteten bliver lukket ned. En omkostningstilpasning bliver gennemført med en effekt på ca. 20%, og som forventes at være med fuld effekt inden for en 12 måneders periode. Den besluttede, justerede strategi medfører ikke ændringer til den udmeldte resultatforventning for 2012/13. Kontaktdetaljer: TK Development A/S Adm. direktør Frede Clausen T: +45 2090 8770