Selskabsmeddelelse nr. 2/2014 Aalborg, Danmark, 2014-02-25 09:53 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Resumé: -- TK Development har betinget solgt et 6.000 m2 kontorprojekt i Aalborg, Danmark. -- Projektet er udviklet og langtidsudlejet til den internationale Alfa Laval-koncern. -- Projektet er solgt til PensionDanmark til en samlet pris på DKK 126,1 mio. -- Byggeriet forventes påbegyndt til marts 2014 og overdrages til investor til juni 2015. Kontorprojektet ”Alfa Laval” i Aalborg, Danmark, er betinget solgt TK Development har betinget solgt et kommende markant kontorprojekt i Aalborg, Danmark. Projektet ligger i et interessant udviklingsområde ved Aalborgs østlige havnefront, hvor koncernen tidligere bl.a. har udviklet og solgt domicilbyggeri til KMD, og hvor der herefter resterer et udviklingspotentiale på mere end 60.000 m2. Det nye projekt er et kontordomicil på 6.000 m² med tilhørende p-faciliteter, og ejendommen er langtidsudlejet til den internationale Alfa Laval-koncern. Placeringen af domicilet har været afgørende for Alfa Lavals beslutning om at styrke deres position i det nordjyske område, og de nye faciliteter rummer plads til ca. 300 medarbejdere. Projektet er solgt til PensionDanmark til en samlet købesum på DKK 126,1 mio. Denne investering er en del af PensionDanmarks satsning på stabile alternativer – herunder kvalitetsejendomme udlejet til solide lejere på lange lejekontrakter, som kan tilbyde en stabil og ikke særlig konjunkturfølsom indtjening og et forventet afkast pænt over obligationsrenten. Projektet er tegnet af PLH Arkitekter A/S, og der bliver tale om et fremtidssikret atriumbyggeri i 4 plan i et maritimt udtryk, der er afpasset omgivelserne. Ejendommen opføres som lavenergihus med anvendelse af solceller og solafskærmning for reduktion af energiforbrug, og der søges miljøcertificering efter DGNB Sølv. Projektet opføres og sælges i et partnerskab med den danske rederi- og industrikoncern Lauritzen Gruppen, hvor TK Developments overskudsandel udgør 70 %. Projektets fysiske opførelse påbegyndes til marts 2014, og overdragelse til investor forventes at finde sted til juni 2015. Projektsalget bidrager til koncernens resultatskabelse i regnskabsåret 2015/16. TK Development fastholder resultatforventningerne for regnskabsåret 2013/14. Kontaktdetaljer: TK Development A/S, adm. direktør Frede Clausen, tel. +45 8896 1010