Stort set samtlige medarbejdere i Brøndby IF har fredag eftermiddag indgået en ny lønaftale med selskabet. Den nye lønaftale kom i hus efter meget positiv dialog selskab og medarbejdere imellem, og aftalen er med til at sikre selskabets kortsigtede likviditet - sammen med de øvrige betingelser, der blev beskrevet i fondsbørsmeddelelse 01/2013. Flot opbakning til klubben Konstitueret administrerende direktør, Tommy Håkansson, udtaler: - De seneste par dage har vist, at vi har en flok medarbejdere, der brænder for klubben, og som gerne træder til, når det strammer til. Det har været meget positivt at opleve medarbejdernes engagement, efter at de tirsdag fik den tunge besked, at der blandt andet via lønnen skulle findes en sum penge til vores kortsigtede likviditet. - Efter fredagens deadline har det vist sig, at opbakningen til den nye lønaftale er massiv, og at der stort set er fuldt hus, når vi gør de underskrevne lønaftaler op. Det er flot og viser det commitment, som medarbejderne i Brøndby IF besidder. - Vi glæder os over, at lønaftalen er faldet på plads på en måde, der er tilfredsstillende for både selskab og medarbejdere. Nu er vores fokus i de kommende dage at få forhandlet de allersidste ting på plads med Spillerforeningen, så vi har en sammenhængende plan for vores likviditetsberedskab frem til aktieemissionen i foråret. Yderligere information om denne meddelelse kan fås hos konstitueret administrerende direktør Tommy Sommer Håkansson på telefon 43 63 08 10