- Ved den gennemførte kapitaludvidelse i foråret fik Brøndby IF en række nye aktionærer. En af disse er Jan Bech Andersen, som er blevet så begejstret for strategien og projektet om at genrejse Brøndby IF, at han har tilbudt kontant at nytegne aktier for et bruttoprovenu for selskabet på ca. 65 mio.kr. Brøndby IF accepterer dette flotte tilbud med glæde og stor ydmyghed. Det skal tilføjes, at Jan Bech Andersen har lagt vægt på at han ikke ønsker at overtage aktiemajoriteten i Brøndby IF. Herudover vil bestyrelsen foreslå, at øvrige aktionærer også kan deltage i en aktiekapitaludvidelse. Derfor foreslår bestyrelsen, at den bemyndiges til at udvide selskabets aktiekapital med yderligere op til 20 mio. stk. aktier, hvoraf der er sket forhåndstegning af ca. 8 mio. stk. aktier. Vi er i Brøndby IF meget glade for den store opbakning, som giver en sådan økonomisk ro, at vi kan udvikle og professionalisere forretningen Brøndby IF med henblik på at få den plads i fodboldverdenen og den økonomi, som Brøndby IF tidligere har haft og fortjener”, udtaler bestyrelsesformanden i Brøndby IF, Aldo Petersen. Ekstraordinær generalforsamling På den baggrund vil Brøndby IF indkalde til ekstraordinær generalforsamling, der afholdes tirsdag den 17. september 2013 kl. 16.00. Dagsordenen for generalforsamlingen vil blandt andet omfatte: -- en kontant aktiekapitaludvidelse rettet mod Jan Bech Andersen på 23.636.364 stk. aktier tegnet til DKK 2,75 pr. aktie -- en kontant aktiekapitaludvidelse med fortegningsret for selskabets hidtidige aktionærer og ikke til Jan Bech Andersen på min. 8 mio. stk. og max. 20 mio. stk. aktier udbudt til DKK 2,75 pr. aktie. Forudsat vedtagelse på generalforsamlingen, og forudsat at der ikke er sket en væsentlig negativ udvikling i Brøndby IF’s økonomi, vil den rettede emission blive tegnet og gennemført umiddelbart efter generalforsamlingen. Fortegningsretsemissionen forventes udbudt i anden halvdel af oktober 2013, når Brøndby Ifs opdaterede prospekt udsendes. - Det har været magtpåliggende for os at oplyse om alle forhold, som os bekendt kunne have indflydelse på virksomheden i forbindelse med vores halvårsregnskab, hvilket også kan ses af rapporten. Vi har villet sikre, at tegningstilsagnet og kursfastsættelsen er blevet aftalt på et fuldstændigt frisk grundlag.”, siger Aldo Petersen. Pressemøde Der afholdes pressemøde onsdag den 21. august 2013 kl. 11.00 på Brøndby Stadion, Vilfort Lounge, hvor bestyrelsesformand Aldo Petersen og Jan Bech Andersen vil være til stede. Yderligere information om denne meddelelse kan fås hos administrerende direktør Tommy Sommer Håkansson på telefon 43 63 08 10.