Otto Rasmussen fratræder den 31. januar 2015 sin stilling som CFO i BioPorto A/S for at tiltræde som Finance Director i Xellia Pharmaceuticals, der er ejet af Novo A/S. Peter Mørch Eriksen, CEO i BioPorto, udtaler: ”Otto har ydet en stor indsats i første fase af turn-arounden i BioPorto, hvor han har udviklet en solid økonomifunktion og strømlignet forretningsgange. Med et reetableret kapitalgrundlag og styr på processerne vil vi fremadrettet have større fokus på kommercialisering af vores diagnostiske tests og antistoffer. Derfor har Otto besluttet sig for at prøve kræfter med nye udfordringer. Jeg takker ham for et godt samarbejde i BioPorto, og ønsker ham held og lykke med hans nye virke i Xellia. ” Birgitte Svendsen tiltræder den 1. februar 2015 som interim CFO i BioPorto. Birgitte har tidligere været revisor i Arthur Andersen og sidenhen controller og økonomichef for virksomheder som Novo Nordisk, Carat Danmark og Tiscali/World Online. Birgitte er i dag partner og direktør i Pecunia Consult. Direktionen i BioPorto A/S udgøres herefter alene af Peter Mørch Eriksen, CEO. Ændringen i direktionen medfører ingen ændring til forventningerne til BioPortos omsætning og resultat i 2014. For yderligere information kontakt: Peter Mørch Eriksen, CEO Telefon 45 29 00 00, mail investor@bioporto.com Om BioPorto BioPorto Diagnostics A/S er et in-vitro diagnostisk selskab, som leverer en række diagnostiske tests og antistoffer til både klinisk og forskningsmæssigt brug. Selskabets banebrydende produktportefølje omfatter tests til sygdomme, til hvilke der ikke findes tilstrækkelige diagnostiske redskaber, såsom NGAL test til akut nyreskade. Produkterne sælges i mere end 80 lande gennem forskellige salgskanaler. BioPorto er beliggende i København og er noteret på NASDAQ København.