Bestyrelsen for BioPorto A/S (BioPorto) besluttede den 31. august 2015 delvist at udnytte bemyndigelsen i selskabets vedtægter § 16b til at foretage en kontant rettet emission til et begrænset antal udvalgte institutionelle og finansielle investorer. Emissionens gennemførsel er endeligt vedtaget af bestyrelsen dags dato. Den rettede emission blev fuldtegnet, hvorfor bestyrelsen har truffet beslutning om udstedelse af i alt 11.724.750 stk. nye aktier á DKK 1,00 mod betaling af DKK 2,40 pr. aktie á DKK 1,00. Tegningskursen på DKK 2,40 blev beregnet som aktiens vægtede gennemsnitskurs på Nasdaq Copenhagen over de seneste 10 børsdage forud for den 31. august 2015. Emissionen giver BioPorto et bruttoprovenu på DKK 28,1 millioner, hvoraf der skal fradrages transaktionsomkostninger. Nettoprovenuet er DKK 26,6 millioner. De nye aktier svarer til 9,9% af BioPortos registrerede aktiekapital før gennemførelse af kapitalforhøjelsen, og aktieemissionen er undtaget fra prospektpligt. For de nytegnede aktier gælder samme rettigheder som for de eksisterende aktier. De nye aktier bærer ret til udbytte fra det tidspunkt, hvor kapitalforhøjelsen registreres hos Erhvervsstyrelsen. Kapitaludvidelsen forventes registreret den 4. september 2015. De nye aktier forventes optaget til handel på Nasdaq Copenhagen hurtigst muligt herefter. Efter registrering af de 11.724.750 stk. nye aktier á DKK 1,00 udgør BioPortos nominelle aktiekapital DKK 129.598.960 bestående af 129.598.960 stk. aktier á DKK 1,00. Nettoprovenuet fra kapitalforhøjelsen forventes delvist anvendt til etablering af en forretningsplatform i USA, som til forskel fra tidligere planer vil omfatte egen amerikansk salgs- og supportorganisation, der skal forestå kommercialisering af The NGAL Test(TM), når FDA-godkendelsen forventeligt er opnået primo 2016. Provenuet forventes delvist anvendt til færdigudvikling og markedsføring af de nye produkter gRAD og immundeficiens tests samt øvrige projekter. Peter Mørch Eriksen, CEO, udtaler: ”Jeg er meget tilfreds med, at vi med gennemførelsen af en fuldtegnet emission, hvor vi bl.a. kan byde nye institutionelle investorer velkommen i aktionærkredsen, har sikret kapital til at komme godt fra start i USA. Det giver både energi og ressourcer til at fortsætte det vigtige arbejde frem mod de kommende milepæle for selskabet.” For yderligere information kontakt: Peter Mørch Eriksen, CEO Telefon 45 29 00 00, mail investor@bioporto.com Om BioPorto BioPorto Diagnostics A/S er et in-vitro diagnostisk selskab, som leverer en række diagnostiske tests og antistoffer til både klinisk og forskningsmæssigt brug. Selskabets banebrydende produktportefølje omfatter tests til sygdomme, til hvilke der ikke findes tilstrækkelige diagnostiske redskaber, såsom NGAL til akut nyreskade. Produkterne sælges i mere end 80 lande gennem forskellige salgskanaler. BioPorto er beliggende i København og er noteret på Nasdaq Copenhagen.