Årsregnskabsmeddelelse 2009/10 for Dantax A/S Bestyrelsen for Dantax A/S har på sit møde 14. september 2010 behandlet og godkendt årsrapport for regnskabsåret 1. juli 2009 - 30. juni 2010, som indstilles til generalforsamlingens godkendelse. Resume: Årets resultat efter skat blev et overskud på 0,3 mio.kr. mod et underskud på 6,1 mio.kr. sidste år. Resultatet er i overensstemmelse med tidligere udmeldte forventninger. Resultat af primær drift er forbedret med 8,1 mio. kr. i forhold til forrige år. Fremgangen er en følge af øget indtjening på de solgte produkter, samt af omkostningsreduktioner. For 2010/11 forventes der yderligere fremgang i resultatet. Bestyrelsen foreslår, at der ikke udbetales udbytte.