Finanstilsynet har foretaget kontrol af Svendborg Sparekasse A/S´ årsrapport for 2009. Dette er sket som led i den kontrol af finansielle virksomheders årsrapporter, som Finanstilsynet udfører på vegne af Fondsrådet i medfør af § 83, stk. 2, i lov om værdipapirhandel. Finanstilsynet har ved den gennemførte kontrol konstateret en række fravigelser fra regnskabsreglerne. Det er Finanstilsynets opfattelse, af fravigelserne samlet set må anses som væsentlige, ligesom det er Finanstilsynets opfattelse at enkelte af de konstaterede fravigelser isoleret set er at betragte som fejl. Det er Sparekassens opfattelse, at fravigelserne ikke har påvirket en samlet vurdering af Sparekassens økonomiske situation eller værdiansættelse af Sparekassens aktier og ikke har karakter af væsentlige fejl, som nødvendiggør udsendelse af supplerende/korrigerende oplysninger. Uanset dette har Sparekassen valgt at offentliggøre supplerende/korrigerende oplysninger til Årsrapporten 2009. De supplerende/korrigerende oplysninger påvirker ikke resultatopgørelsen for 2009. Balance pr. 31. december 2009 - og således også egenkapital og solvens - er ligeledes uændret. Fravigelserne kan primært henføres til, at visse noteoplysninger i henhold til IFRS og regnskabsbekendtgørelsen om finansielle rapporter for kreditinstitutter ikke er tilstrækkeligt oplyst eller beskrevet."