Til Nasdaq OMX Copenhagen A/S Selskabsmeddelelse nr. 347 7. juli 2016 FORELØBIGE HOVEDTAL FOR REGNSKABSÅRET 2015/16 OG FORVENTNINGER TIL REGNSKABSÅRET 2016/17 I forbindelse med udarbejdelsen af koncernens årsregnskab for regnskabsåret 2015/16 har ledelsen i Glunz & Jensen A/S (”Glunz & Jensen”) i dag gennemgået de foreløbige hovedtal for perioden 1. juni 2015 til 31. maj 2016. Glunz & Jensens omsætning i regnskabsåret 2015/16 blev 293 mio. kr. og resultat før renter, skat, amortisering samt af- og nedskrivninger (EBITDA) forventes realiseret med 10 mio. kr., hvilket er inden for rammerne af de senest udmeldte forventninger om en omsætning i niveauet 290-310 mio. kr. og et EBITDA i niveauet 10-15 mio. kr. For regnskabsåret 2016/17 forventes koncernens omsætning fastholdt på niveau med omsætningen i det forgangne regnskabsår, mens driftsresultatet (EBITDA) som følge af den i gangværende turnaround forventes at udgøre minimum 15 mio. kr. Koncernens årsrapport for regnskabsåret 2015/16 offentliggøres den 25. august 2016, hvor den forretningsmæssige udvikling vil blive yderligere uddybet. For yderligere information kontakt: Adm. direktør Keld Thorsen på telefon +45 2242 0139 Bestyrelsesformand Carsten Knudsen på telefon +45 2146 4236