Skælskør, 2010-12-14 11:34 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Adm. direktør Bernhard Griese kommenterer i forbindelse med delårsrapporten: "Vi har en rigtig sund underliggende drift i virksomheden, som betyder, at vi fastholder en særdeles solid indtjening. Den positive udvikling er først og fremmest drevet af vores fokus på kvalitet og leverancesikkerhed, effektiv produktion og fleksibel kapacitetsudnyttelse. Sideløbende fortsætter vi med at udbygge aktivitetsniveauet inden for vores strategiske udviklingsområder. Det gælder bl.a. eksportaktiviteterne, som også i 2. kvartal blev styrket med nye aftaler og produkter. Maltekstrakt er et andet område, som vi har særlig fokus på, og salget udvikler sig positivt og i tråd med planerne. Det er i høj grad de strategiske udviklingsområder, som skal drive den videre værdiskabelse i Harboe, og vi fortsætter med at styrke disse aktiviteter, bl.a. med nye kompetencer på både udviklings- og salgssiden. Vi forventer, at Harboe også i det kommende halvår vil fortsætte sin positive udvikling. Vi står godt rustet til at fastholde vores position på hovedmarkederne og forventer for hele året en forbedret indtjening i forhold til sidste år -- også selvom vi fortsat er eksponeret over for markedsudsving og tiltagende konkurrence." Bernhard Griese Adm. direktør