Selskabsmeddelelse nr. 50/2007 Den 20. december 2007 Prospektmeddelelse Resume Capinordic A/S offentliggør den 21. december 2007 prospekt i forbindelse med udbud af nye aktier på OMX Den Nordiske Børs København A/S. Capinordic A/S har gennemført to rettede emissioner i forbindelse med erhvervelse af selskaber. I den forbindelse er Selskabets aktiekapital forhøjet med nominelt DKK 3.432.594 svarende til 6.865.188 styk nye aktier a nominelt DKK 0,50. Aktierne forventes optaget til handel og officiel notering på OMX Den Nordiske Børs den 4. januar 2008. Offentliggørelse af prospekt Prospektet omhandler samlet udstedelse af 6.865.188 styk aktier, der søges optaget til handel og officiel notering på OMX Den Nordiske Børs København. Aktierne knyttes til følgende emissioner: 1. Den 11. oktober 2007 meddelte Capinordic A/S, at købsaftalen vedrørende Steffen Rønn Fondsmæglerselskab A/S var endelig. Den samlede købesum på overtagelsestidspunktet fastsættes til DKK 138 mio., hvoraf DKK 97 mio. erlægges i aktier, svarende til 4.162.486 styk aktier a nominelt DKK 0,50. Tegningskursen er fastsat til DKK 23,30 beregnet som et vægtet gennemsnit af markedskursen fra den 27. september til 10. oktober 2007. De udstedte aktier er i en periode på tre år fra aftalens gennemførelse låst fast af en lock-up aftale. Til købsaftalen er knyttet en prisreguleringsmekanisme af aktievederlaget, som baseres på Steffen Rønn Fondsmæglerselskab A/S' performance i lock-up perioden. Aktierne udstedt i forbindelse med erhvervelsen af Steffen Rønn Fondsmæglerselskab A/S er registeret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 24. oktober 2007. 2. Den 12. oktober 2007 meddelte Capinordic A/S, at erhvervelsen af Dansk O.T.C Fondsmæglerselskab A/S (Dansk O.T.C) og Dansk Autoriseret Markedsplads A/S (Dansk AMP) var endelig. Dansk O.T.C konsolideres i Capinordic A/S' regnskab pr. 12. oktober 2007. Dansk AMP indregnes i regnskabsposten 'aktiver i midlertidig besiddelse'. Den samlede købesum for Dansk O.T.C og Dansk AMP fastsættes til DKK 105 mio., hvoraf DKK 75 mio. vedrørende købet af Dansk O.T.C erlægges i aktier, svarende til 2.702.702 styk nye aktier a nominelt DKK 0,50. Tegningskursen er fastsat til DKK 27,75 pr. aktie. Tegningskursen er fastsat som et vægtet gennemsnit over 10 handelsdage af den noterede kurs på Capinordic A/S til og med den 21. marts 2007, dagen før indgåelse af den betingede aftale. Der knyttes en lock-up til aktierne, der løber over tre år fra aftalen blev endelig, således at aktierne frigives endeligt til sælgers disposition over tre gange med et års mellemrum og med op til en tredjedel per år. Erhvervelsen af Dansk O.T.C blev endelig den 12. oktober 2007. Aktierne udstedt i forbindelse med erhvervelsen af Dansk O.T.C er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 24. oktober 2007. De nye aktier bærer ret til udbytte for 2007. I forbindelse med gennemførelse af de to rettede emissioner har bestyrelsen udnyttet bemyndigelsen i §8 i selskabets vedtægter, hvor bestyrelsen er bemyndiget til, ad en eller flere gange at forhøje aktiekapitalen ved tegning af nye aktier. De nye aktier forventes optaget til handel og officiel notering den 4. januar 2008. Prospektet, der udarbejdes i denne forbindelse, bliver offentliggjort på OMX Den Nordiske Børs København A/S den 21. december 2007, og kan downloades på www.capinordic.com. Ledelsen for Capinordic A/S fastholder resultatforventningerne for 2007 som meddelt i årsregnskabsmeddelelsen for 2006, se selskabsmeddelelse nr. 6/2007 offentliggjort den 20. marts 2007. Capinordic koncernen forventer for 2007 et resultat før af- og nedskrivninger samt skat i niveauet t.DKK 150.000. Udbuddet De to emissioner svarer til en nominel udvidelse af aktiekapitalen på DKK 3.432.594 fordelt på i alt 6.865.188 styk aktier a nominelt DKK 0,50. Aktiekapitalen forøges fra nominelt DKK 56.012.536 fordelt på 112.025.072 styk aktier a nominelt DKK 0,50 til nominelt DKK 59.445.130 fordelt på 118.890.260 stk. aktier à nominelt DKK 0,50. Emissionen svarer til en forøgelse af aktiekapitalen på 6,1%. Tidsplan Tidsplanen for aktiernes optagelse til handel og officiel notering er således herefter: - Offentliggørelse af prospekt den 21. december 2007 - Første handelsdag for nye aktier den 4. januar 2008 Med venlig hilsen Claus Ørskov Bestyrelsesformand Lasse Lindblad Adm. direktør For yderligere information kontakt venligst: Adm. direktør Lasse Lindblad +45 8816 3000, +45 4094 0708, info@capinordic.com