Selskabsmeddelelse nr. 8/2010 Den 1. februar 2010 Værdiansættelse af aktiver og forpligtelser samt ændrede resultatforventninger for 2009 Selskabets nuværende ledelse har sammen med eksterne rådgivere gennemgået koncernen og værdiansættelsen af selskabets aktiver og forpligtelser. Det skal understreges, at gennemgangen af tidsmæssige årsager er en foreløbig vurdering, som er behæftet med stor usikkerhed. Monetar Pensionsförvaltning AB, Capinordic Asset Management AB og Nordic Brokers Association AB Vi har anmodet en nordisk investeringsbank om at foretage en vurdering af koncernens svenske aktiviteter. De har foreløbigt opgjort værdien af ovennævnte selskaber til DKK 507 mio. ud fra en DCF-analyse. Ved et stresset salg skønnes værdien til niveauet DKK 210 - 310 mio. Det skal bemærkes, at vurderingen er foretaget under en meget kort tidsfrist. Capinordic Bank A/S Finanstilsynet har gennemført deres ordinære undersøgelse af banken i december måned 2009. Undersøgelsen er afrapporteret til bankens nye konstituerede direktion, bestyrelse og ekstern revision den 21. januar 2010. Finanstilsynet indikerer et yderligere nedskrivningsbehov på lån og kreditter i størrelsesordenen DKK 55 - 65 mio. Baseret på den igangsatte, men endnu ikke afsluttede gennemgang, af bankens lån og kreditter er den nye ledelse enig i Finanstilsynets indikationer og skønner derudover et yderligere behov for nedskrivning på DKK 25 mio. Den samlede nedskrivning af bankens udlån og kreditter udgør herefter DKK 205 mio. Udlån og kreditter udgør pr. 31. december 2009 DKK 877 mio. i henhold til bankens registreringer. På bankens øvrige aktiver vurderer den nye ledelse et foreløbigt nedskrivningsbehov i størrelsesordenen DKK 160 mio. Bankens skønnede egenkapital udgør herefter DKK 190 mio. svarende til en solvens på over 10 procent. Der er anlagt eller varslet fire større retssager mod banken for et samlet betydeligt beløb. Det er bankens umiddelbare vurdering at grundlaget for kravene synes utilstrækkeligt oplyst eller udokumenteret. Baseret på ekstern vurdering anses det for øjeblikket tvivlsomt, om man vil få medhold i de rejste krav mod banken. Det er både ledelsens og Finanstilsynets vurdering at bankens solvensbehov overstiger den nuværende solvens. Ledelsen arbejder på at få fuldt overblik over bankens solvensbehov, herunder nødvendigt tillæg til solvens grundet igangværende tvister banken er part i. Finanstilsynet har den 30. januar 2010 givet banken frist til den 3. februar 2010 til at opgøre bankens samlede solvensbehov, dvs. inklusiv solvens til tvister, samt til at opfylde det opgjorte solvensbehov. Ledelsen i Capinordic A/S har igangsat initiativer med henblik at banken kan opfylde solvensbehovet. Desuden har ledelsen besluttet at ophøre alt udlånsvirksomhed og at gennemføre en kontrolleret afvikling af alle udlånsengagementer i Capinordic Bank A/S. Således undersøges mulighederne for kapitaltilførsel på op til DKK 200 mio., ved at Capinordic A/S optager lån og indskyder ny kapital i banken. Alternativt overvejes det at søge solvensbehovet reduceret ved at stille tabsgarantier for udvalgte engagementer i banken eller ved salg af låneengagementer. Løsningsmulighederne kan være en kombination af de anførte tiltag. Øvrige aktiver i Capinordic A/S Ledelsen har igangsat, men endnu ikke afsluttet, gennemgang af koncernens øvrige aktiviteter, og skønner på nuværende tidspunkt et nedskrivningsbehov i størrelsesordenen DKK 125 mio. Koncernens egenkapital, eksklusiv banken og de svenske aktiviteter, skønnes herefter at udgøre ca. DKK 100 mio. Vi gør opmærksom på, at vi fortsat afventer vurderingsrapporter mv. Koncernens samlede egenkapital skønnes derved at udgøre DKK 815 mio., hvilket er under forudsætning af et normaliseret salg af koncernens aktiver og/eller videreførelse deraf, helt eller delvist. Ved et stresset salg af koncernens aktiver skønnes værdien at udgøre omkring halvdelen af den nuværende egenkapital. Resultatforventninger for Capinordic A/S for 2009 Blandt andet på baggrund af de foreløbige undersøgelser er det ledelsens forventning, at resultatet for 2009 vil blive påvirket negativt med i størrelsesordenen DKK 275 - 325 mio., og således at resultat før skat i forhold til tidligere udmeldinger for 2009 vil være et underskud i niveau DKK 1.100 - 1.200 mio. (inklusiv kursregulering og nedskrivninger af udlån og immaterielle aktiver). Resultatet vil fortsat kunne blive påvirket af de igangværende undersøgelser og tvister i koncernen. Med venlig hilsen Henrik Vad Adm. direktør For yderligere information kontakt venligst: Adm. direktør Henrik Vad +45 8816 3000, +45 2688 8900, info@capinordic.com