NewCap Holding A/S indgår låneaftale med Driftsselskabet af 28. december 2001 A/S vedrørende et lån på DKK 27.000.000 København, 2013-10-11 09:29 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Som meddelt ved selskabsmeddelelse nr. 14 af 11. oktober 2013 har NewCap Holding A/S og Finansiel Stabilitet A/S indgået aftale om afslutning af en verserende retssag. Aftalen indebærer, at NewCap Holding A/S skal betale et kontant beløb til Finansiel Stabilitet A/S på DKK 28.820.000. Bestyrelsen i NewCap Holding A/S skal hermed meddele, at dette beløb delvis er blevet tilvejebragt derved, at selskabet har indgået en låneaftale med Driftsselskabet af 28. december 2001 A/S vedrørende et lån på DKK 27.000.000. Bestyrelsen i NewCap Holding A/S skal ligeledes meddele, at selskabets bestyrelsesformand Mogens de Linde ejer og kontrollerer Driftsselskabet af 28. december 2001 A/S. NewCap Holding A/S betaler en stiftelsesprovision til långiver på 5% samt en rente på 15% p.a., der tilskrives lånet månedligt. Derudover etableres lånet med sikkerhed for långiver i NewCap Holding A/S’ aktier i Monyx Financial Group AB. Henset til de givne omstændigheder, manglende mulighed for alternativ finansiering, sagens hastende karakter og mulighederne for låneoptagelse er transaktionen godkendt af en enig bestyrelse. På kortere sigt er det dog bestyrelsens ønske og forventning, at lånet tilbagebetales og erstattes med sædvanlig bankfinansiering. Med venlig hilsen Peter Steen Christensen Direktør og bestyrelsesmedlem For yderligere information kontakt venligst: Peter Steen Christensen Telefon: +45 8816 3000 E-mail: info@newcap.dk