Nuværende ejer af kontortårn D i Telia PARKEN har modtaget et købstilbud fra uafhængig tredjemand på køb af kontortårn D. PARKEN Sport & Entertainment A/S har på denne baggrund dags dato valgt at udnytte selskabets forkøbsret til erhvervelse af kontortårn D beliggende i det sydøstlige hjørne af Telia PARKEN. Erhvervelsen forventes gennemført i 3. kvartal 2015 og andrager 84,6 mio. kr. svarende til den tilbudte købesum. Finansieringen forventes at ske via optagelse af realkreditlån. Erhvervelsen af kontortårn D forventes ikke at have nogen indflydelse på den seneste udmeldte forventning til resultat før skat for 2015. PARKEN Sport & Entertainment ejer herefter alle fire kontorejendomme i Telia PARKEN, der har et samlet udlejningsareal på ca. 32.000 m2 (inklusive de arealer PARKEN Sport & Entertainment A/S anvender).